Lyt til artiklen

Danske kommuner bestormes af borgere, som har udfordringer med overgangen fra NemID til MitID og udfordringer med nye løsninger på såkaldt Digital Post, som danskerne skal læse fra det offentlige.

Flere kommuner oplyser, at man sandsynligvis ikke når at få alle borgerne til at skifte inden 30. juni, hvor der helt lukkes for adgangen til mobil- og netbanker, hvis ikke man anvender MitID.

Problemerne skyldes især, at man ikke har kommunikeret ordentligt med borgerne, forklarer flere eksperter, som B.T. har talt med.

»Man er havnet i de her problemer, fordi man fra det offentliges side forsøger at gennemføre en meget stor ændring på meget kort tid,« siger Henrik Kramselund, der underviser i it-sikkerhed på Københavns Erhvervsakademi og driver sit eget it-sikkerhedsfirma.

Overgangen til MitID volder problemer for mange danskere.
Overgangen til MitID volder problemer for mange danskere. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Ofte når man langt ved at forklare borgerne, hvorfor der er behov for noget nyt, og hvad de konkrete fordele er, men her tvinger man borgerne til at skifte,« siger Henrik Kramselund og fortsætter:

»Det vil sige, at den eneste motivation, som borgerne får, er, at hvis ikke de skifter, så kan de ikke gå på netbank, se, hvor meget de får tilbage i skat, og den slags. Det skaber frustration, hvor borgerne kun skifter, fordi de skal, og ikke, fordi de kan se en fordel ved det,« siger han.

Morten Hjelholt, lektor på IT-Universitetet i København, kan også godt forstå borgernes forvirring.

»Det er simpelthen svært at se, hvorfor man skal gøre noget aktivt for at få noget nyt, der lyder til at være mere besværligt og dårligere end det gamle,« siger han.

Det er især ældre danskere, som har udfordringer med at skifte fra NemID til MitID, og som derfor i øjeblikket giver en del ekstra arbejdsbyrder til landets kommuner.
Det er især ældre danskere, som har udfordringer med at skifte fra NemID til MitID, og som derfor i øjeblikket giver en del ekstra arbejdsbyrder til landets kommuner. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I marts i år er der også kommet en ny løsning for, hvordan borgerne læser digital post fra det offentlige. En løsning, som mange borgere har svært ved at se behovet for.

»Den gamle e-Boks findes jo stadigvæk, så hvor er det lige, det giver mest mening at logge ind for at holde sig opdateret? Det kan jeg godt forstå, folk er forvirrede omkring,« siger Morten Hjelholt.

Benjamin Rud Elberth, rådgiver i digital kommunikation og sociale medier, forstår også danskernes udfordringer.

»Digitaliseringsstyrelsen har en rigtig svær opgave. De skal forsøge at gøre noget, der i udgangspunktet er svært, nemlig digital sikkerhed, let. Men det er ikke nemt.«

»Men hvis de har forsøgt at ramme sådan en som mig, mainstreamdanskeren, så er det simpelthen ikke lykkedes. Selvom jeg har interesseret mig for det, har jeg ikke på noget tidspunkt set en kampagne for, at man skulle have Mit.dk for eksempel.«

Digitaliseringsstyrelsen erkender, at det kan være vanskeligt for nogle borgere at skifte og i øvrigt forstå behovet, men skriver til B.T., at der er vigtige sikkerhedshensyn i forbindelse med overgangen.

»Når vi har lanceret et nyt digitalt id for hele Danmark, er det først og fremmest for at styrke vores alle sammens sikkerhed. NemID er en god og sikker løsning i dag. Men skal vi være rustet til fremtiden, er der behov for en ny og fremtidssikret løsning, som lever op til de nyeste internationale sikkerhedskrav,« skriver styrelsen og fortsætter:

»MitID lever op til EUs høje krav til identitetssikring. Samtidig bliver man med MitID bedre beskyttet mod blandt andet identitetstyveri. På den måde sikrer vi, at det også fremover er trygt for os alle at færdes på nettet med vores digitale id,« skriver Digitaliseringsstyrelsen.