Bryder tabu: Lider af alvorlig sygdom

Jeg er muligvis lidt ekstra gnaven i disse dage. Det skyldes det kedelige faktum, at jeg er indehaver af adskillige kroniske sygdomme.

Det betyder også, jeg må lide nogle afsavn, som mildt sagt er lidt bøvlede at give køb på i det miljø, jeg kommer i – det vender jeg tilbage til.

Den ene af disse sygdomme, der fylder mest i det daglige, er en psykisk lidelse, som i diagnosticeringshåndbogen benævnes bipolar affektiv sindslidelse, type 2.

Det lille total indikerer, at jeg ikke lider af manier. Til gengæld har jeg haft 'fornøjelsen' af seks voldsomme depressioner i de seneste små 30 år.

Da jeg var midt i 30'erne, fik jeg ondt i alt og spiste smertestillende tabletter, som var de gajoler. Jeg var alenemor til to små børn på et og fem år og havde et krævende direktørjob, hvilket fejlagtigt fik mig til at tro, at det var helt normalt at kravle ud af sengen klokken seks, når medierne ringede for at få en kommentar til et eller andet, smøre madpakker og derefter indtage mine havregryn med 600 mg Ibuprofen drysset ud over.

En simpel blodprøve konstaterede, at jeg nu havde tilraget mig polymyalgisk rheumatisme, en gigtsygdom, der er karakteriseret ved kronisk betændelse i blodkarrene. Muskelgigt, kalder man det i daglig tale, og det føles kort sagt, som om man har influenza hele tiden.

Min psykiske sygdom kræver daglig indtagelse af antidepressiver, de såkaldte SSRI-hæmmere, der opretholder den mængde af lykkehormonet serotonin, det kræver at være mig.

Min gigtsygdom vil allerhelst have binyrebarkhormon. Desværre er kombinationen af den første type og den anden type medicin langtfra ideel – der er nogle uhensigtsmæssige cocktaileffekter, hvilket lyder sjovere, end det er, men i bund og grund betyder, at det ene får det andet til at virke dårligere.

Da jeg finder det bedst for menneskeheden i almindelighed og mine nærmeste i særdeleshed, at jeg ikke hopper ud fra et højhus, fordi mine SSRI-hæmmere holder op med at virke, prøver jeg at leve, så jeg kan undgå binyrebarkhormonerne.

Hvordan er det, spørger I nu? Mjo. Sådan cirka som de anbefalinger, man gav småbørnsforældre, da jeg blev født i begyndelsen af 1970'erne, og Dr. Benjamin Spocks 'Bogen om barnet' var bibelen for børneopdragelse: Ro, Renlighed og Regelmæssighed.

For det meste går det strålende. Jeg sover en masse, motionerer hver dag og foretager mig primært ting, jeg godt kan lide i mit arbejde, så mit stressniveau er lavt. Men når efteråret (som jo i dette vidunderlige land begynder i september og varer til maj) sætter ind med heftigt temperaturskifte og høj luftfugtighed, trækker det tænder.

Så bliver jeg nødt til at gøre noget ekstra. Det ene ekstra er at pille sukker ud af min kost. Det er hårdt, synes jeg, for jeg elsker wienerbrød og hvid chokolade og spiser det ofte og gerne.

Det andet ekstra er at holde op med at drikke alkohol. Vin og spiritus er i forvejen ikke specielt hensigtsmæssigt for en dame med et medicinforbrug som mit, så jeg drikker kun sjældent og tillader mig til gengæld at være en gedigen vinsnob: Når man kun får et glas hver anden uge, skal det fandeme være ordentligt.

Øl drikker jeg aldrig, og selv om jeg godt kan få en ubændig trang til en gin og tonic (eller en Malibu og cola – min ungdoms Odense-favorit), afskrækker tanken om tre dages kropstømmermænd mig for det meste.

Men se, HER har vi problemet! For du godeste, hvor er det dog bøvlet at være ikke-drikkende i vores samfund. Især – og det kommer måske som en uvelkommen afsløring for nogen – når man har sin daglige gang i krydsfeltet mellem kommunikation, erhvervsliv og politik.

Hvis man går og luner sig lidt ved tanken om, at alkoholindtagelse som forudsætning for ethvert hyggeligt samvær er noget, der er forbeholdt de typer, der køber Bjørnebryg i Netto – og drikker dem med det samme – kan man godt tro om igen.

I mit sociale medie-feed er billeder af glas med procenter i, synonym med det gode liv. Og champagneglas-emoji'en er næsten lige så brugt som smiley-med-solbriller (som jeg aldrig har fattet, hvad BETYDER den?).

I disse dage taler vi meget om rygning. Og det skal vi også. Det er en hæslig vane. Men det er da pudsigt, at bare tanken om at sætte aldersgrænsen for køb af alkohol op til 18 år er så uhørt, at den ikke engang får mediedækning.

Så hellig en ko er vores torsdagsrødvin og terrasserosé og fyraftensbajer, at vi ikke engang kan tale om, hvorvidt vi kunne skrue lidt ned.

'Du er bare sur, fordi du ikke må få Zinfandel,' siger I nu.

Måske. Men jeg synes, det er svært at tage den (berettigede) bekymring for de unge gymnasieelevers drukfester i Dyrehaven helt alvorligt, når deres forældre på Facebook mister vejret af vantro over, at jeg drikker cola zero til min svamperisotto torsdag aften. Så måske kunne vi tale lidt om det. Over et glas vand?