Jeg er på vej til Mallorca for at møde min dejlige søster, som jeg altid har haft et nært forhold til.

Lige siden vi var helt små, har vi haft et særligt bånd, som jeg værdsætter så utrolig højt. Jeg har ofte tænkt over, hvad grunden egentlig er til det, og det er nok en kombination af flere ting. Vores familiekonstellation og hændelser i barndommen, vores personligheder, at vi er samme køn, aldersforskel osv. Eller måske endda, fordi vi er sjæleligt forbundne.

Hvem ved. Nogle søskende er måske bare tættere end andre.

Jeg kan huske, at hun altid skærmede mig fra alle høje stemmer eller uro i hjemmet, da vi var små, hun hjalp mig med lektier og tog mig med til alt. Jeg måtte ofte være sammen med hende og hendes venner, selvom jeg er fem år yngre. Hun var faktisk meget mere løvemor end min egen mor – eller måske snarere en løvesøster. Derfor har jeg også altid tænkt på os som Søstrene Løvehjerte.

Vi var uadskillelige, vi skændtes aldrig, og hun ville beskytte mig med sit liv. En ting er sikkert: Det er vidunderligt med søskendekærlighed og en gave for livet. Men også en kærlighed, vi som forældre har meget stor indflydelse på, selvom der er nogle, der er tættere end andre.

Vi kan nemlig virkelig spænde ben for den eller skabe grobund for, at den kan blomstre. Vi kender vel alle nogle, der som voksne har et virkelig dårligt forhold til deres søskende eller måske bare ikke har noget rigtigt forhold til hinanden. Og det er ikke bare en skam, men også ofte noget, der er funderet i barndommens år.

Vi er nemlig som forældre meget medskabende til den krig eller kærlighed, som skabes mellem søskende.

Hvis kulturen og stemningen i hjemmet f.eks. er præget af en konkurrence om at være 'klogest' eller 'dygtigst', en kamp om forældrenes opmærksomhed eller krav og forventninger til bestemte idealer, som alle børn ikke kan leve op til, så skaber det hurtigt grobund for jalousi og andre negative følelser mellem søskende, som vi så tager videre med i vores voksne søskendeforhold.


Det er også meget normalt, at vi som forældre kan føle os mere knyttet til et barn frem for et andet. Ikke fordi vi elsker det højere, men simpelthen pga. kemi eller fordi vi har flere ting tilfælles og bedre kan forstå et barn frem for et andet. Det kan børn også mærke, og derfor er det selvfølgelig vigtigt ikke 'at komme til' at favorisere en frem for andre.

Generelt kan man sige, at hvis kulturen er præget af en accept og en værdsættelse af børns forskelligheder og en naturlig lyst og glæde til at være sammen med dem hver især som dem, de er, ja, så skal børnene ikke konkurrere om hverken tid, respekt, anerkendelse eller kærlighed.

For denne søskendekærlighed skal ofte udspringe af et kærligt og inkluderende miljø. Jeg gør f.eks. meget ud af at fortælle mine børn, at de skal passe på hinanden, hele livet, at når vi forældre ikke er her mere, så har de heldigvis hinanden.

Og at på trods af, at vi er en sammensat familie (med hver deres far), så er de alle lige meget søskende. Ligesom det er vigtigt for mig, at de er meget sammen på trods af skiftende uger hos fædre, og at de oftest kommer på ferier sammen.

Jeg har nemlig selv fire (halv-)søskende, fordi vi 'kun' deler samme far, og jeg har altid opfattet os alle som 100 procent søskende. Måske fordi min far var et meget stærkt bindeled imellem os, hvilket har været med til at binde os tættere sammen som søskende.