Den britiske avis The Guardian - der har nogenlunde samme profil som Politiken - kritiserer på lederplads den parallelsamfundspakke, som op mod sommerferien blev forhandlet på plads med ganske brede flertal.

Ifølge The Guardian udspringer pakken af fremmedhad og må karakteriseres som racistisk. Desuden brokker lederskribenten sig over, at vi i Danmark ofte bruger ordet 'ghetto'. Uden tilsyneladende at kunne dansk nok til at vide at ordet på vores sprog er et neutralt ord, som betegner et område, hvor der bor mange mennesker med økonomiske og sociale problemer.

Derfor kan det være på sin plads at sige lidt om, hvad der egentlig er baggrunden for den måde, det politiske flertal tænker.

For det første mener vi, det forholder sig sådan, at hovedansvaret for en vellykket integration ligger hos den, der indvandrer til et land. Det kan ikke være rigtigt, at et meget stort flertal skal tilpasse sig et mindretal. Det kan heller ikke være rigtigt, at de borgere, der har beboet et land i generationer (og hvis forfædre – ofte i ansigtets sved – skabte det samfund, vi holder af), skal gennemføre alle mulige samfundsforandringer, som der end ikke er i nærheden af at være flertal for. Blot for at tilfredsstille en gruppe af indvandrere, der ikke kan acceptere tingene, som de er.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og en række af hans ministre var den 1. marts i Mjølnerparken på Nørrebro for at præsentere det såkaldte ghetto-udspil Vis mere

For det andet kan vi ikke acceptere, at vores frihedsrettigheder undergraves. Det kan ikke passe, at vi skal acceptere en udvikling, der går hen imod mindre ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Ligesom det ikke kan passe, at vi skal acceptere en udvikling, der forværrer forholdene for kvinder, for homoseksuelle og for vores jødiske medborgere. Eller, at vi skal acceptere en udvikling, hvor kriminaliteten i dele af landet vokser – i stedet for at følge den generelle udvikling og falde.

Vi sælger ikke ud af vores frihedsrettigheder, og vi accepterer ikke samfundsforandringer, som ikke udspringer af vores demokratiske institutioner.

For det tredje kan vi ikke acceptere, at udefra kommende kulturmønstre sætter dagsordenen og får bestemmende indflydelse på vores samfundsindretning.

Det er for uambitiøst af indvandrerne fra Stormellemøsten, at deres børn i tredje generation gør det lige så dårligt i skolen som første og anden generation. Det er for uambitiøst, at så mange børn ikke har lært at tale dansk hjemmefra. Det er for dårligt, at uskikken med at være voldelig mod kvinder og børn og uskikken med at kontrollere specielt piger nidkært, ikke bringes til ophør. Det er for slapt, at der ikke – i indvandrersamfundet – lyder en gennemgribende kritik af den høje kriminalitet og de mange domfældelser. Det går ikke an, når man slapper af på skatteborgernes regning i stedet for at stramme op; gøre sig umage og finde et arbejde.

Endelig kan vi ikke acceptere, at fremmede stater og udenlandske organisationer undergraver vores demokrati og samfundsform ved at oprette ulovlige friskoler. Hvor børnene ikke lærer at tilpasse sig vores samfund; ikke lærer respekt for Grundloven og vores politiske institutioner; ikke lærer skolefagene på en tidssvarende måde og i nogle tilfælde lærer at hylde fremmede statsoverhoveder og udenlandske, politiske bevægelser, som om det var vigtigere at hylde dem, end at hylde vores egne, når man lever sit liv i Danmark.

Derfor har vi lavet de politiske aftaler, der er indgået. Og derfor vil vi – helt ærligt, men med al respekt, naturligvis – ikke tage så meget som en ounce af kritikken fra britiske multikulturalister og kulturradikalister til efterretning.