Folketingsvalget har haft store konsekvenser for Dansk Folkeparti.

Og for Pia Kjærsgaard har særligt én ting gjort ondt.

»Det er noget af det, der har smertet mig mest,« siger hun om at skulle tage afsked med en række af de partikolleger, der ikke længere skal sidde i Folketinget.

»Det værste ved valget var de folketingsmedlemmer – blandt andre Martin Henriksen – som bare var gode, og som jeg er frygtelig ked af at miste,« siger partistifteren, der udskifter jobbet som Folketingets formand med posten som udlændingeordfører.

»De kan ikke gøre for det. Det er ikke, fordi de har gjort det dårligt, men fordi partiet er gået tilbage.«

Hun har skrevet personligt til flere af dem, der under Lars Løkke Rasmussens regeringer sad i Dansk Folkepartis 37 mand store folketingsgruppe.

»Jeg skrev, at det var fantastisk stort at sidde i den gruppe, og jeg er ked af, de ikke blev valgt. De er stadig ambassadører, så på med vanten og stil op igen.«

Selvom Pia Kjærsgaard er tidligere mangeårig formand for partiet, skal hun ikke sidde i DF-ledelsen.

»Den tager sig af mange praktiske og administrative ting. Jeg er til gengæld kommet med i koordinationsudvalget, som drøfter vores politik fremadrettet. Hellere det end sidde og uddelegere ordførerposter og – sagt med et kæmpe smil – finde datoen for den næste sommerfest,« siger hun og tilføjer hurtigt:

»De gør et stort stykke arbejde.«

Koordinationsudvalget bliver da også beskrevet som partiets magtcentrum og skal fremover – ud over Pia Kjærsgaard – bestå af partileder Kristian Thulesen Dahl, folketingsmedlemmerne Morten Messerschmidt, Peter Skaarup og Søren Espersen samt pressechef Søren Søndergaard.

»Det er et ganske godt kollegium,« tilføjer hun.

Pia Kjærsgaard har ikke tænkt sig at læne sig tilbage, selvom Dansk Folkepartis størrelse i Folketinget ved valget skrumpede til 16 mandater, forsikrer hun.

Det skal Socialdemokratiets nye udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, nok få at mærke.

»Det bliver hedt og fedt. Jeg vil ikke acceptere, at der bliver slækket på udlændingepolitikken. Så han må forberede sig på en del samråd og spørgsmål i salen,« lyder det fra Pia Kjærsgaard.

Se Pia Kjærsgaard i B.T. Live med debatredaktør i videoen øverst