Jeg stod for nylig i kø ved en af disse københavnerbagere, hvor brødet smager fremragende og koster det samme som en ny bil. Man skulle tro, at når man skal rippes og flås, fordi man skal have luksuriøst bagværk, så har man i forvejen gjort sig tanker om, hvad man skal have, inden man når frem til kassen. Men for nogle mennesker starter beslutningsprocessen om, hvorvidt man skal have hindbærsnitter eller vanillekranse desværre først, når det er ens egen tur.

Foran mig i omtalte kø stod en lille midaldrende kvinde med tykke briller. Hun bevægede ivrigt og hurtigt sit hoved rundt, så man fik indtryk af, at hun var på vagt over for rovdyr, mere end hun inspicerede bageriets varer.Naivt tænkte jeg ikke mere over det og tog min mobiltelefon frem for at fordrive ventetiden i køen. Inden længe var det damens tur.

»Hvad kan jeg hjælpe dig med,« spurgte den unge ekspedient så.

Så begyndte showet.

»Jaaa… det er jo et godt spørgsmål,« sagde kvinden, der med sin ubevægelige ansigtsmimik lignede en, der lige havde fået at vide, at hendes bagage var kommet med det forkerte fly.

Hun lænede sig ind over disken og spejdede ivrigt mod et hvedebrød på væggen. Hun rettede på sine briller og hendes hestehale a la Ritt Bjerregaard viftede ud mod os andre i køen.

»Smager det der brød godt?« spurgte hun og nikkede i retning af en bunke forskellige brød ved væggen.

»Hva'…? Det der?,« spurgte ekspedienten, som tydeligvis ikke kunne identificere det korrekte brød.

Derfor kunne ekspedienten jo heller ikke svare 'af ged,' 'af hø, 'rigtig godt' eller 'som sure tæer' alt afhængigt af, hvordan brødet faktisk smagte. Men selvom ekspedienten til sidst svarede, at ja, brødet smagte skam godt, så var kvinden ikke overbevist.

»Måske skal jeg prøve bollerne i stedet,« sagde hun så.

De smagte også godt. Hun tænkte og tænkte, og så med et blev hun pludselig tørstig.

»Kan man købe noget at drikke,« spurgte hun og havde angiveligt ikke opdaget det store køleskab med gennemsigtige glaslåger, som stod lige inden for døren.

»Ja, der er juice og sådan noget i køleskabet,« sagde ekspedienten.

Som en mus langs en væg pilede hun så ned langs disken forbi ventende kunder. Nede ved køleskabet begyndte hun så at tage juice og læskedrikke ind og ud af køleskabet og vende og dreje dem, som var det nyfundne arkæologiske kunstskatte. Valget faldt efter grundig overvejelse på to halve liter cola.

»Hvis det smager godt, så må jeg hellere tage det der brød,« sagde kvinden.

Så vendte hun pludselig rundt og bevægede sig ned til den del af disken, hvor kagerne lå. Hun bøjede sig ned, så man kunne have væltet hende forover med et lille skub på måsen.

»Er det romkugler?« spurgte hun så og pegede på et stort fad med romkugler.

Det VAR romkugler. Og ja, dem ved siden af i det andet fad var også romkugler. Det var derfor, de lignede romkuglerne i fadet ved siden af. Men det var altså den samme slags romkugler. Jo, det var. Der var bare ikke plads i et enkelt fad til dem alle sammen. Jo, det var altså helt sikkert.

Lang pause med fascineret udtryk i ansigtet. Nej, kvinden skulle ikke have romkugler. Måske en anden god gang. Så skulle hun betale. Det gik dog heldigvis uden problemer.

Dette fænomen, med at stille sig i kø og lade sig betjene uden at vide hvad man skal have, forekommer mig at være blevet mere hyppigt forekommende. Det går ikke, så her er en simpel regel. Du må ikke lade dig ekspedere, hvis ikke du kan svare ja til den ene af disse to ting:

Enten har du bestemt dig for, hvad du skal have, ELLER du kan træffe en beslutning lynhurtigt, så andre ikke venter.

Ellers så må du handle på nettet.