Jeg begik for nylig den fejl at gå i Irma, mens jeg var skrækkeligt sulten.

Her rekvirerede jeg i min kalorieforvirring to kanelsnegle i det sølle, lille skab, som er opstillet i butikken, og som gør det ud for en rigtig bager.

Jeg måtte sande, at man ikke kan lynfortære to kanelsnegle, være fyldt 40 og samtidigt forvente at kunne stå op uden betydeligt besvær, når kaloriechokket sætter ind. Sådan er det at blive ældre.

For få uger siden blev jeg også mindet om min alder i en anden sammenhæng. Troede jeg. Jeg tog fejl. Det var et jammerligt bedrag.

Ivrigt var jeg på vej op ad en bakke på Tagensvej i København på min cykel, da et nyt storbyfænomen åbenbarede sig. I dette tilfælde var det en smånusset dame med gråligt og lettere fedtet hår, der pludselig kom kørende op bagfra på en ladcykel fyldt med dagligvarer og assorteret skrammel.

Jeg synes egentlig, jeg skød en udmærket fart. Alligevel susede hun forbi. Med flagrende gevandter og vinden susende i det gråstænkte hår, så lignede hun et kommunalt jobcenters svar på svar på Shaytan, søn af Den Sorte Hingst.

Igen følte jeg mig gammel over at blive overhalet af noget, der lignede en seniorborger i en to-hjulet sæbekassebil.

Det varede dog kun kort, indtil det gik op for mig, at damen sandsynligvis ikke havde taget præstationsfremmende stoffer som nationens faldne ikon Bjarne Riis, men i stedet sad på en af disse el-cykler.

Nu synes disse elektriske monstrøsiteter pludselig at være alle vegne.

Ladcyklerne er særligt bemærkelsesværdige. Som løbske lastbiler brager de igennem cykelstier i myldretiden som trafikale rambukke fyldt med børn og habengut. Overskrævs på dem sidder som regel familiefædre- og mødre, som udstråler, at et par enkelte dødsfald er til at håndtere, så længe de ikke selv kommer for sent på arbejde.

Vi andre kan så forsøge at overleve, at disse mastodonter krydser ind og ud mellem os, som var vi slalomflag ved et skisportsstævne.

De kan kendes på to ting: Den lille sorte kasse under bagagebæreren, som driver cyklen frem, samt de ikke udpræget sporty udseende typer, som kører rundt på dem, men som alligevel formår at suse afsted med 40 kilometer i timen i tæt trafik.

De mere almindeligt udseende cykler med samme sorte kasse er kun marginalt mindre livsfarlige.

Denne nymodens uværdige krydsning mellem en cykel og et batteri er et af den velstående verdens mere perverterede paradokser.

Hele den fremherskende kystbanesocialistiske red verden-mentalitet med at æde soyabøffer og købe økologisk tøj bliver effektivt undermineret af alle disse tyksakker, der ræser afsted på en cykel, der som bekendt ikke kan lades op uden brug af et kulfyret kraftvarmeværk.

Knallerter på cykelstien er også et tilbagevendende fænomen, men her advarer støjen i det mindste om, at du skal passe på.

Med el-cykler indtræffer døden pludselig uden varsel. De er lydløse som ninjaer i den sorte nat.

Jeg kan udmærket forstå, at man anskaffer sig en el-cykel, hvis man er højt oppe i alderen eller har fysiske begrænsninger på en eller anden måde. Kan man ikke svare ja til en af disse ting, så bevar værdigheden og køb en cykel, som alene drives af benkraft.

Et af de primære formål med en cykel er at få motion. Ikke blot foregøgle det over for sig selv. Det er uværdigt på samme måde, som hvis en rask person anskaffer sig en handicap-scooter.

Desuden burde de - for sikkerhedens skyld - holdes fra storbyernes cykelstier.