I denne uge har André været for retten.

André er hjemløs og skulle hente medicin på et Røde Kors-center. Det skulle han åbenbart ikke have gjort, fordi han måneden før slog sin sovepose ud ved et kollegium, da der var regnvejr.

Det gav ham tørvejr og varme for en nat, men morgenen efter fik han den kolde skulder. Her gav politiet ham et zoneforbud for at være utryghedsskabende. Nu er han måske på vej i fængsel for at hente medicin til sig selv.

For andre hjemløse havde nemlig fået samme idé i regnvejret, og så blev de betragtet som en utryghedsskabende lejr. Zoneforbud er et forbud mod at opholde sig et givent sted. Så da han havde søgt tørvejr på Nørrebro og derfor fik zoneforbud, måtte han ikke senere hente medicin her.

Det kan vi ikke være bekendt. Det er uværdigt at tryne hjemløse på denne måde. Lovgivningen har slået fejl, når man bekæmper hjemløse frem for hjemløshed.

Udfaldet af den konkrete sag vil jeg selvfølgelig ikke blande mig. Det er op til domstolene ved en senere domsafsigelse. Til gengæld kan sagen bruges som et generelt afsæt for, hvorfor det haster at gøre noget ved zoneforbuddet. Haster med at hjælpe hjemløse, frem for at straffe dem for at hente medicin til sig selv. Haster med at tænke med hjertet og sund fornuft.

For én ting er sikkert. Problemerne forsvinder jo ikke, bare fordi man sender hjemløse fra et sted til et andet. Et forbud mod at opholde sig i en given zone skubber bare problemet rundt. Problemet genopstår bare et andet sted, hvis vi ikke fokuserer på den grundlæggende årsag til hjemløshed.

Zoneforbuddet har ikke anden effekt end, at problemet bliver sendt i cirkulation. Det gør vi ikke forholdene for hjemløse bedre af. Det forebygger man ikke hjemløshed ved. Det er hjerteløst. Jeg kan derfor ikke se, at zoneforbuddet er andet end symbolpolitik. Det er usmageligt at gøre hjemløse til ofre for denne symbolpolitik.

Ofre for at gøre livet svært for etniske minoriteter – koste hvad det vil – i dette tilfælde hjemløse. Og mon ikke politiet hellere end gerne vil prioritere deres ressourcer på at jagte rigtige forbrydere frem for uskyldige hjemløse. Lad os tænke med hjertet frem for nyttesløs symbolpolitik.

Radikale Venstre har derfor stemt imod zoneforbuddet. Derfor er jeg glad for, at det i forståelsespapiret er aftalt at tage et skridt væk fra denne uværdige tilgang. Her er det aftalt at tage et opgør med det uværdige zoneforbud, således man præciserer forbuddet mod at etablere eller opholde sig i såkaldte utryghedsskabende lejre og politiets dertilhørende mulighed for at udstede et zoneforbud, så det tydeliggøres, at hensigten er at sætte ind over for personer, der har etableret sig i permanente lejre, og ikke hjemløse, der er tvunget til at overnatte udendørs.

Den tidligere regering påpegede flere gange, at det ikke var meningen at ramme hjemløse. Alligevel gjorde man ikke noget ved det og lod stå til. Lod stå til med den uværdige behandling af hjemløse. Lod stå til med symbolpolitikken. Nu er der taget et nyt skridt for Danmark, der ikke skal drukne i symbolpolitik.

Så André og andre ikke skal drukne i zoneforbud, når de en nat forsøger at finde tørvejr. Næste skridt må være at lade zoneforbuddet tørre helt ud og sende det i graven.

For hvad ville du selv gøre i regnvejr, hvis du ikke havde et sted at bo? Ja, det ville være ganske naturligt at finde sammen med andre i samme situation og finde tørvejr for natten. Det bliver det ikke til en utryghedsskabende lejr af.

Hjemløse skal kunne sove trygt i tørvejr uden at frygte for straf og zoneforbud.

Alternativet er, at hjemløse forsøger at leve skjult, som var det en gemmeleg for myndighederne af frygt for straf, i stedet for at være tilgængelig for hjælp. Men udfordringer bliver som bekendt ikke løst af at lukke øjnene for dem.

Ej heller hvis de flyttes til et sted, hvor vores øjne ikke kan se. Vores samfund kan aldrig blive stærkere af at jagte de meste udsatte. Politik skal være med hjertet. Med hjerte for André, dig og mig.