»Tag nu den trøje på, ellers så kommer du til at fryse, når vi skal hjem!«

Det er nu fjerde gang, jeg siger det. Ældstearvingen kigger tvivlende ud ad vinduet på det strålende solskin og udtrykker med sit kropssprog et endnu tydeligere nej - nu toppet med nedadpegende mundvige.

Jeg laver en hurtig cost-benefit analyse af, hvor travlt vi har, hvor stor en konflikt det her har potentialet til at blive (hvilket i øvrigt er et vildt svært og kompliceret regnestykke, der bl.a. afhænger af, hvornår hun sidst har spist, hvordan dagen i øvrigt er gået, og om vi skal noget, hun har lyst til – og nogle gange bare om det er en ulige dato) og ender til sidst med at trække opgivende på skuldrene og sige som så mange gange før:

»Ok, men det må du selv om, bare husk hvad jeg sagde.«

Fem timer senere…: »Faaar, jeg fryser.«

Vi kender alle situationen. Børn, der ikke vil gøre, som man siger, selvom man bare ved, at der opstår problemer senere, hvis ikke de gør det, man siger lige nu og her.

Årsagen er en blanding af en uudviklet barnehjerne, der primært oplever verden i nuet samt en manglende impulsstyring, der gør det svært for barnet at gøre noget, som det ikke selv har lyst til. Derudover lærer børn også super hurtigt, hvordan man skal spille spillet. De ved præcist baseret på erfaringer, hvor højt op på konflikttrappen, de kan få deres forældre op, indtil de efter at have pustet og prustet uden held til sidst må vende om og gå ned igen med uforrettet sag igen - med endnu et nederlag i bagagen.

Fremtidsproblemer

Men hvad gør man så?

Hjemme hos os har vi eksperimenteret lidt med at få skabt en fornemmelse hos børnene for tid og konsekvenser ved at indføre begrebet fremtidsproblemer. Det er – som navnet siger – et problem, der opstår i fremtiden, hvis ikke man gør noget lige nu og her.

Ved at kalde den sammenhæng for noget bestemt, bliver det nemmere at få den rigtige klokke til at ringe, når man så senere står med problemet. Det lærer barnet at koble det at fryse sammen med det samme begreb, der blev nævnt fem timer tidligere i stedet for det langt mere vage forældreudsagn: »Det-var-jo-det-jeg-sagde!«.

Er man konsekvent med at fremhæve begrebet, vil man måske med succes kunne trigge de rette tankemønstre ved at minde barnet om sidste gang, det oplevede et fremtidsproblem.

At få styr på impulsstyringen er langt mere tricky, fordi lysten nærmest konstant trumfer det, man skal. Konsekvenserne kender vi alle: »Viiilll ikke!!«, »Giider ikke« og yoga-agtige krops-flitsbuer eller teatralske ansigtsudtryk, trusler om at flytte hjemmefra, hoppe ud af vinduet eller kaste med bamser osv. (vi er heldigvis ikke nået til dyrere eller farligere ting endnu herhjemme).

Det kræver dog lige portioner tålmodighed og vedholdenhed at lykkedes med at udpege ’skal’- og ’lyst’-ting, indtil barnet selv kan identificere dem.

F.eks. det med at vælge, hvad man skal spise. Det starter måske med at være en lyst-ting, men lige så snart, valget er truffet, så bliver det en skal-ting, som man altså skal spise op så vidt muligt. Forståelsen for, at der er ting, man skal og ting, man har lyst til, og at de to ting ofte konflikter, tror jeg, er noget af det absolut vigtigste, man som forælder kan give videre til sine børn.

Særligt fordi lyst-aktiviteterne aldrig har været nemmere at få adgang til med f.eks. digitale skærme, der konstant er inden for rækkevidde, men som ved overdreven brug risikerer at få lyst-bremserne til at visne pga. manglende brug.

Hvornår er man så i mål?

Tja, vel egentlig aldrig, men hos os er vi vist ved at være der, når begreberne begynder at blive brugt imod en selv af børnene, der ret hurtigt har fanget, hvordan man kan udnytte konceptet. Bl.a. ved brug af sætninger af denne karakter:

»Faaaar… husk nu, at hvis ikke vi får en is nu, så bliver vi umulige i fremtiden – og det har du ikke lyst til, vel?«