Har du oplevet lignende stridigheder i dit nabolag? Så hører vi rigtig gerne fra dig. Send en mail til jubu@bt.dk eller skriv til os på Facebook.

Boligforeningen af 1944 i Nørresundby i Nordjylland har forbudt beboerne at have trampolin i deres haver og truet med at opsige lejemålet. Men det vil ikke holde i retten, siger en advokat til B.T.

Torsdag kom det frem, at Rikke Mouritsen og en række andre beboere i boligforeningen af 1944 inden 14 dage skal have fjernet deres trampolin fra deres have – ellers vil de få opsagt eller ophævet deres lejemål. Men det er ikke en sag, som boligforeningen vil vinde, vurderer advokat Anders Stoltenberg, der er lægdommer ved boligretterne i København og partner ved advokatfirmaet Moltke-Leth.

»Det er helt oplagt en sag for domstolene. Mit råd er, at beboerne ikke skal finde sig i det,« siger han.

Rikke Mouritsen og familien har haft trampolinen i fire år, og ifølge hende har de ikke fået klager fra naboerne. Før nu.

‘Beboerdemokrati’

B.T. har foretaget en rundringning til en række boligforeninger i henholdsvis Aarhus, Aalborg, Odense og København for at høre, om de har lignende forbud mod trampoliner.

Samtlige syv boligforeninger oplyser, at de ikke har haft problemer med trampoliner, der har været alvorlige nok til, at de har måttet løse det på bestyrelsesniveau.

Hos alle boligforeningerne hersker der såkaldt beboerdemokrati. Det betyder, at problemerne tages op i de enkelte afdelinger - blandt beboerne selv.

»Vi blander os ikke i den slags, fordi det er et anliggende, der ligger lokalt i de forskellige afdelinger,« siger Klaus Ringgaard, direktør for Alabu Bolig, som er en af Aalborgs største boligforeninger:

»Vi vil rigtig gerne have børnefamilier som lejere, så det ville være dumt at skræmme dem væk med sådan nogle rigide regler.«

Også Erik Thomsen, der er direktør for Kristiansdal boligforening i Odense, stiller sig uforstående over for stramme regler med trampoliner.

»Vi mener, at vores beboere skal leve et almindeligt liv. Det betyder, at der nogle gange vil blive slået græs tidligt om morgenen og andre gange vil være børn, der larmer, når de hopper på trampolin. Det må man jo leve med i resten af samfundet også,« siger han.

Usædvanlig sag

Advokat Anders Stoltenberg har aldrig tidligere oplevet en lignende sag. Han mener, der skal mere til end blot larm fra børn på en trampolin for at ophæve eller opsige et lejemål.

»Hvis en lejer støjer, kan man godt opsige eller ophæve lejemålet, men det afhænger af, hvor groft det er. Der skal generelt ret meget til, hvis en lejer i øvrigt benytter lejemålet lovligt og til det formål, det er lejet. Det kan f.eks. være sager, hvor man bruger værktøj eller spiller høj musik om natten efter gentagne henstillinger, men ofte er det næsten ikke engang nok til at opsige lejeren« siger han.

Dette er brevet, som boligforeningen af 1944 har sendt ud til deres lejere.
Dette er brevet, som boligforeningen af 1944 har sendt ud til deres lejere. Foto: Rikke Mouritsen
Vis mere

Advokaten anbefaler, at beboerne bliver hørt og får indflydelse på, hvorvidt trampolinerne skal fjernes eller ej.

»Typisk er det noget beboerne har indflydelse på. Det er det, man kalder beboerdemokrati, hvor husordenen kan behandles i en afdelingsbestyrelse. Derfor kan man ikke bare komme farende med en ændring af husorden uden at høre beboerne først,« siger han og tilføjer:

»Jeg er sikker på, at LLO (Lejernes Landsorganisation, red.) vil hjælpe med sådan en sag også af hensyn til andre, der bor i et boligselskab, der har fået samme dårlige ide om at opsige deres lejere pga. larm fra en trampolin,« siger han.

Hos Boligforeningen af 1944 i Nørresundby mener de dog, at de har håndteret sagen helt efter bogen.

»Vi har ikke fortrudt noget. Vi gør ikke det her for at genere nogen, men når beboerne klager, så er vi nødt til at lytte,« siger Poul Jacobsen, der er formand for boligforeningen.

Han fortæller, at 13 ud af de 705 lejemål, boligforeningen administrerer, har en trampolin, og at de har modtaget klager for ‘i hvert fald fem trampoliner’.

Præcis hvor mange klager, de har modtaget, ønsker han dog ikke at oplyse.

Poul Jacobsen opfordrer beboere, som er utilfredse med forbuddet, til at samle underskrifter i deres afdelinger. Hvis de kan samle underskrifter fra 25 procent af beboerne, kan de indkalde til et ekstraordinært afdelingsmøde, hvor de kan stemme om, hvorvidt forbuddet skal fortsætte eller ophæves.

Rikke Mouritsen oplyser til B.T., at beboerne samler undskrifter søndag den 15. juni klokken 14.00.