Mints lillebror, Malick, er tre år. Havde han været dobbelt så gammel, kunne storesøster Mint formentlig få lov at blive i Danmark.

Men lige nu er den treårige drengs tilknytning til Danmark ikke stærk nok til, at hans søster kan slippe uden om en integrationsvurdering.

Det var et af de svar, Udlændinge- og Integrationsudvalget fik tirsdag eftermiddag, hvor Inger Støjberg (V) var kaldt til samråd i forbindelse med Mint-sagen. Helt konkret ønskede Radikale Venstres Andreas Steenberg svar på Amnesty Internationals kritik af Udlændingenævnets afgørelse i sagen om den 13-årige pige.

Splitter familien

Kritikken gik især på, at Mints danske lillebror slet ikke var nævnt i afgørelsen. En stor fejl, mener chefjurist Claus Juul, 'da den oplysning burde have betydet, at Mint kunne få lov at blive i Danmark'.

Selvom lillebror Malick er født og opvokset i Danmark, er hans tilknytning til Danmark ikke stor nok til at storesøster Mint kan blive i landet.
Selvom lillebror Malick er født og opvokset i Danmark, er hans tilknytning til Danmark ikke stor nok til at storesøster Mint kan blive i landet.
Vis mere

»Mints mor er den eneste, der har forældremyndighed over Mint. Hun deler forældremyndigheden over Malick med Mints stedfar, Frank Thøgersen. Det betyder, at man ikke kan sende Mint ud af Danmark uden at splitte familien. En splittelse af familien er i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, som beskytter retten til et familieliv,« lød vurderingen bl.a. fra Claus Juul.

Inger Støjberg vil ikke kommentere på den konkrete sag. Hun kan dog på et generelt plan forklare, at man ikke kan slippe for integrationsvurderingen alene, fordi man har halvsøskende i Danmark.

»Kun hvis barnet (halvbroren eller -søsteren, red.) har opnået en selvstændig tilknytning her til landet. I praksis vil sådan en tilknytning opnås, hvis barnet har boet i Danmark og gået i skole eller institution i seks-syv år,« siger ministeren.

Det har Mints lillebror, Malick, af gode grunde ikke, da han kun er tre år.

Mint savner at trille rundt med sin lillebror i klapvognen i Køges gader.
Mint savner at trille rundt med sin lillebror i klapvognen i Køges gader.
Vis mere

Bipolar biologisk far

Chefjuristen fra Amnesty rejste også kritik af, at Mints biologiske fars bipolare lidelse ikke kunne ændre på den endelige afgørelse.

»Efter den danske servicelov skal myndighederne altid vurdere barnets tarv, og man må spørge sig selv, om det stemmer med barnets tarv at blive sendt ned til en far, som muligvis er voldelig og muligvis sindslidende,« lød kritikken fra Claus Juul.

Ministeren medgiver, at psykisk sygdom hos forælderen kan tælle med i en samlet vurdering.

»Om det i den konkrete sag skulle være vægtet anderledes, kan jeg ikke gå ind i,« siger Inger Støjberg og understreger, at hun har 100 procent tillid til, at de myndigheder, der har vurderet sagen, har gjort det helt efter bogen.

Malick er lige ankommet til Bangkok for at besøge sin storesøster over julen.
Malick er lige ankommet til Bangkok for at besøge sin storesøster over julen.
Vis mere

Forhandlinger torsdag

På samrådet slog ministeren fast, at der ikke er en procentsats eller lignende vægtning af de forskellige kriterier.

»Det er en konkret vurdering hver gang,« siger Inger Støjberg, som afslutter mødet med at sige, at hun netop har indkaldt S og DF til forhandlinger med regeringen torsdag.

Andreas Steenberg er efter samrådet skuffet over, at Støjberg ikke vil tage Mints sag op igen. Samtidig har han ikke den store tiltro til forhandlingerne, som Radikale Venstre ikke er inviteret med til.

»Jeg frygter, at ændringer bliver i småtingsafdelingen og ikke kommer til at gælde for Mint og de andre børn, som allerede er udvist,« siger han.