Midt på en vej ud for en række træhytter i området Sap Makrut 233 kilometer øst for Bangkok står en 15-årig pige og græder. Alene. Fortvivlet. Og helt igennem ulykkelig:
»Jeg har ikke nogen her. Jeg kender ikke nogen her. Vi har ingen gas, så vi laver mad over ild. Vi skal sælge brugt tøj på markedet for at få mad,« siger hun og fortsætter:
»I går var jeg på markedet i fire timer, og jeg solgte et stykke tøj. Et stykke tøj på fire timer!«
Strøm af ord og tårer
Knap er bilen parkeret i vejkanten uden for 15-årige Baems midlertidige hjem, før tårer og en uendelig strøm af ord vælter ud af hende.
Thailandske, danske og engelske.
I et stort miskmask forsøger hun febrilsk at forklare sin situation, inden kroppen overtager, og hun bryder helt sammen.
Udvist af Danmark
Det er fire uger siden, hun blev smidt ud af Danmark, fordi Udlændingestyrelsens vurdering var, at Baem ikke kunne integreres i Danmark.
Præcis ligesom 13-årige Mint og mindst seks andre børn mellem 13 og 15 år i løbet af det seneste halve år.
Fire uger siden hun sad alene på et fly uden at vide, hvad der ventede hende i Bangkok - langt væk fra far, mor og hendes otteårige lillesøster Medina i Ballerup.
Fire uger siden hun har været omgivet af nogen, hun kender.
Talt hver en dag
I de seneste to uger har hun boet i træhytten hos en morfar, hun aldrig før har mødt. Og hun har talt hver en dag.
»Hver dag sidder jeg her og tænker på, at mor ringer, og jeg kan komme hjem til Danmark, jeg kan gå i skole, jeg kan være sammen med min familie og mine venner. Hver dag,« siger hun.
Men udlændingenævnet er stadig ved at behandle hendes ankesag, og imens kan familien ikke andet end at vente.
Efter flere års kamp for at få pas og ophold til Baem i Danmark, er pengekassen i Ballerup tom. Og Baems forældre havde derfor ikke mulighed for at rejse med hende, da hun med kort varsel blev sendt tiilbage til Thailand.
Hasteindlagt med blodprop
Den seneste uge er situationen eskaleret yderligere. Lars Rosleff, der siden Baem var tre år har været som en far for hende, blev sidste onsdag hasteindlagt med en blodprop.
Dermed er indtjeningen fra hans malerfirma sat i står, og mor Nui må knokle ekstra med sine rengøringsjob for at få det til at hænge sammen.
Samtidig har lægerne bedt Lars om ikke at rejse nogle steder i den tilstand han er lige nu.
»De siger, jeg er nødt til at redde mig selv, før jeg kan redde nogle andre,« siger han opgivende, og inderst inde ved han godt, at de har ret.
Psykologhjælp i Danmark
Den dramatiske udvikling har fået hospitalet til at tilbyde mor, far og Medina psykologhjælp i Danmark.
Men i Thailand er den hvide ‘Hello Kitty’ indpakkede Huawai-mobil Baems eneste krisehjælp.
Mobilen er som klistret til hendes baglomme, når hun om formiddagen hjælper til med at høste ris i marken eller om eftermiddagen sælger tøj på markedet.
Resten af tiden sidder hun på sin madras i træhytten, der er skærmet af med et klæde for døråbningen, og taler ind i mobilskærmen.
»Det gør jeg flere timer om dagen,« siger hun.
Mors skøre ansigter
Og det er ikke en psykolog, der sidder på den anden side af skærmen, men Baems mor, Nui, der på allerbedste vis forsøger at muntre sin datter op.
»Hun laver sådan nogle skøre ansigter, så hun får mig til at grine,« siger Baem.
De er en familie, der normalt snakker og griner meget sammen. Mor, Lars, Medina og Baem.
»I Danmark, når jeg vågner om morgenen, så siger jeg 'godmorgen' til far, Medina og mor. Når fra kommer hjem fra arbejde, siger jeg: ‘hej far, hvordan gik det på arbejde?’. Jeg snakkede med ham hver dag,« siger hun.
Ingen godmorgen
I Sap Makrut er der ingen, der siger godmorgen og godnat.
»Jeg snakker ikke med mormor og kun lidt med morfar. Vi vågner bare, vi laver mad, spiser mad, og så sidder jeg her i sengen. Der er ingen, der siger 'godmorgen',« siger hun.
Da Nui fortalte Baem, at hun skulle bo hos sin morfar, var Baems første reaktion: »Morfar? Hvem er morfar.«
»Jeg har aldrig mødt ham før. De er ikke rigtig familie for mig,« siger hun.
Føler skyld
Og selv når hun taler med familien hjemme i Ballerup, forsøger hun at holde masken og ikke bryde helt sammen.
Derfor vil hun helst ikke ringe til far eller Medina. De græder altid, og så græder hun også.
Baem vil være skyld i mere ulykke for familien hjemme i Ballerup. Slet ikke nu, hvor hendes far er syg.
Hun føler allerede skyld over de mange tusinde kroner som blev spildt på at få hende til Danmark, for at hun nu et et års tid efter er sendt tilbage til Thailand.
»De har brugt alle deres penge på at få et pas til mig og lånt penge af venner til min flyrejse hjem. Og nu sidder jeg tilbage i Thailand igen,« siger hun.
Håbet ved at dø
De første uger var hendes eneste måde at holde humøret oppe, at drømme om, at mor ringede og sagde at hun kunne komme hjem.
Men efter fire uger i Thailand, er håbet ved at dø:
»Jeg ved ikke, om jeg kommer hjem.«
