I forbindelse med et indslag d. 7 februar beklager TV 2 nu over for Jes Dorph.
Det skriver TV 2 på deres hjemmeside.
Det drejer sig om et indslag klokken 17.33 i programmet 'News & co'. Indslaget handlede om, at den tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen har fået nyt job som vært på et fodboldprogram på kanalen DK4. En ansættelse, som B.T. tidligere har skrevet om.
Men i løbet af indslaget fremgik der faktuelle fejl, som man fra TV 2s side nu beklager.
»I introduktionen til indslaget oplyste værterne, og det fremgik også af en infoboks på skærmen, at Jes Dorph-Petersen blev afskediget af TV 2 i januar 2021 på baggrund af en advokatundersøgelse, hvor han blev anklaget for krænkelser. Det er ikke korrekt, at TV 2 afskedigede Jes Dorph-Petersen,« skriver TV 2.
På det tidspunkt var han nemlig ansat på Nordisk Film som vært på TV 2-programmet Go’ aften Live. Jes Dorph oplyser selv, at han indgik en frivillig fratrædelsesaftale.
»I oplægget til interview med DK4’s kommunikationschef Steen Andersen oplyste værten, at 'flere kvinder' i forbindelse med en advokatundersøgelse har beskyldt Jes Dorph-Petersen for krænkelser, og i et opfølgende spørgsmål blev der talt om 'relativt mange kvinder', ligesom der blev talt om 'potentielt flere kvinder'. Det havde NEWS & Co ikke belæg for,« skriver TV 2 yderligere.
I undskyldningen skriver TV 2 dog, at man samlet set fik repræsenteret alles synspunkter i den efterfølgende paneldebat.
Inden den seneste ansættelse på DK4 havde B.T. snakket med Jes Dorph, som forklarede, at han havde svært ved at få job.
»Lige nu har jeg ikke nogen lønindtægt, og hvordan jeg klarer mig, er en privatsag,« sagde Jes Dorph i september til B.T.
»Men det er klart, at jeg også bliver nødt til at tære på min opsparing. Jeg har slet ikke samme indtægtsgrundlag, som jeg havde i gamle dage, så jeg lever en hel del mere spartansk, end jeg gjorde før.«