Annette Heick bekymrer sig heldigvis ikke selv om sit sammenstød med Rasmus Paludan.

Men uoverensstemmelserne med Stram Kurs-politikeren på årets Folkemøde fik alligevel sat spot på hendes og ægtemanden Jesper Vollmers bornholmske madkoncept Rå – og samme sted kan nu fremvise et bugnende underskud.

Annette Heick påstod som bekendt fejlagtigt, at hun havde fået politiet til at fjerne den råbende politiker fra ægteparrets bornholmske restaurant, mens de havde gæster fra 'øverste, øverste, øverste hylde'.

Men de fornemme gæster, hun fik hug for beskrivelsen af, betaler tilsyneladende ikke godt nok.

Rasmus Paludan foran Annette Heicks hus i Allinge på Bornholm, torsdag den 15. juni 2023. Rasmus Paludan har fået påbud af Bornholms Politi mod at deltage i Folkemødet og befinder sig derfor uden for forbudszonen et par hundrede meter fra Folkemødet.
Rasmus Paludan foran Annette Heicks hus i Allinge på Bornholm, torsdag den 15. juni 2023. Rasmus Paludan har fået påbud af Bornholms Politi mod at deltage i Folkemødet og befinder sig derfor uden for forbudszonen et par hundrede meter fra Folkemødet. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

For i det nye årsregnskab for Rå viser resultatet for 2022 et minus på mere end en halv million kroner.

Med underskuddet synker kassebeholdningen i virksomheden samtidig til næsten en million i minus.

'Selskabet har tabt mere end 50 % af sin egenkapital og er således omfattet af kapitalbestemmelserne i selskabslovens § 119,' skrives det i ledelsesberetningen for det nye årsregnskab.

Det betyder altså, at Annette Heick som direktør har skulle redegøre for økonomien i den trængte forretning og blandt andet tage stilling til, om det gik så skidt, at Rå skulle opløses.

Men det har Annette Heick altså ikke tænkt.

'Selskabet forventer at retablere kapitalen gennem fremtidig drift eller alternativt ved støtte fra moderselskabet,' skrives det videre i ledelsesberetningen.

Moderselskabet er Annette Heicks virksomhed for hendes aktiviteter i underholdningsbranchen kaldet A-NET ApS.

Selvom der også her er et nyt årsregnskab, der viser et bugnende underskud på 615.000 kroner, så har der alligevel har været nok at tage af på kistebunden, som nu er reduceret til lige godt 810.000 kroner, til at holde det bornholmske madkoncept ovenvande.

Ægteparret Annette Heick og Jesper Vollmer ejer sammen det bornholmske madkoncept Rå, som nu leverer underskud for fjerde år i træk.
Ægteparret Annette Heick og Jesper Vollmer ejer sammen det bornholmske madkoncept Rå, som nu leverer underskud for fjerde år i træk. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Samtidig har Annette Heick også kunne give sig selv en lønforhøjelse, så hun kunne udbetale knap 102.000 kroner i månedsløn gennem enkeltmandsvirksomheden.

Ligesom i Rå, så er det også i sangerindens hovedselskab særligt investeringerne, der er gået skævt og har trukket økonomien den forkerte vej, forklares det i regnskaberne.

'Selskabet har i regnskabsåret opnået en markant vækst i omsætningen og en fremgang i den primære indtjening. Årets resultat er i høj grad påvirket af kurstab på investering i værdipapirer, ' skriver Annette Heick således i Rås nye regnskab.

Men håbet lever heldigvis for konceptet, der nu har leveret underskud for fjerde år i træk.

Underskuddet er da også omtrent 100.000 kroner lavere end året forinden, hvor dog også personaleudgifterne var tilsvarende højere.

Annette Heick har overfor B.T. ikke ønsket at kommentere sine nye regnskaber.

'Det vil jeg i og for sig ikke. Der er en ledelsesberetning, som giver et meget godt billede,' lyder svaret i en sms.

Herunder kan du høre Folkemøde-afsnittet af B.T.s podcast 'Det vi taler om', hvor gæsten Annette Heick talte om sammenstødet med Rasmus Paludan og fik beskrevet gæsterne på Rå som værende fra 'øverste, øverste, øverste hylde'.