Mens én realitystjerne knap kan vente med at få lov til at forlade ørkenstaten Dubai på forhåbentlig fri fod, glæder en anden sig i den grad til at vende tilbage.

»Det bliver spændende. Det bliver i hvert fald anderledes,« siger den kendte springrytter Tina Lund.

I år skal hun og familien nemlig holde jul i Dubai. Hvilket de godt nok har prøvet før i de år, hvor de var bosat i emiratet.

Men denne gang bliver det anderledes. Nærmest royalt.

Parrets bedste venner, sheik Rashid bin Ahmed Al Maktoum og hans engelske kone Natalie, har nemlig inviteret familien til at fejre julen sammen med dem i Dubai.

Og lige så meget som Tina Lund elsker de danske traditioner, samværet med hele familien og ikke mindst flæskesteg og risalamande, glæder hun sig.

»For jeg kan godt lide at prøve noget andet,« siger Tina Lund, som ikke er ene om at glæde sig.

»Det bliver første gang, at vi skal holde jul den 25. om morgenen. Rashid Maktoums kone er jo engelsk og har taget sine traditioner med til Dubai.«

»Så den 25. om morgenen skal vi åbne gaver. Og børnene synes, at det er helt vildt sjovt, for så kan man lege med dem hele dagen.«

»I Danmark åbner man gaverne, og så skal man i seng, sagde de. Og det er jo rigtig nok,« fortæller hun.

Det var i 2013 og frem til 2021, at Tina Lund trak familien op ved roden og flyttede til Dubai for at arbejde med heste, og blandt andet red stævner for prinsessen af Abu Dhabi.

Og det var gennem de firbenede, at hun lærte den unge sheik at kende.

»Han er også springrytter. Og jeg er lidt bedre end ham, så han har også stor respekt for mig på den del.«

»Jeg hjælper ham tit med hestene, underviser ham lidt og hjælper ham meget lige på det område. Og der risikerer han meget. Meget endda,« siger Tina Lund, som angiveligt var den første vestlige kvinde, der underviste en mand af høj rang i emiratet.

Tina Lund og familie med deres royale venner fra Dubai.
Tina Lund og familie med deres royale venner fra Dubai. Privat

Og høj rang har han. For Rashid Maktoum er nevø til Dubais hersker sheik Mohammed Bin Rashid Al-Maktoum, som især de seneste år har været i mediernes søgelys for blandt andet at have kidnappet sine døtre tilbage til Dubai og sidste år i England fik en dom for vold mod sin ekskone.

Rashid Maktoum er jo en del af den royale familie i Dubai og hans onkel er dømt. Bekymrer det dig ikke?

»Jeg ved godt, at der en masse grimme historier. Jeg har bare ikke oplevet det, og kan derfor ikke udtale mig om det. For jeg kender jo heller ikke Dubais hersker, og jeg prøver altid kun at forholde mig til det, jeg ved noget om og de mennesker, jeg kender,« siger Tina Lund og fortsætter:

»Jeg tror måske bare, at jeg har været heldig eller har omgået nogle fornuftige mennesker. Jeg har i hvert fald ikke haft alle de dårlige situationer omkring mig. Det er svært at forholde sig til andre folks historier. «

»Rashid er en fantastisk person med et kæmpe stort hjerte. Vi har det simpelthen så godt sammen. Og jeg sidder jo ikke og konfronterer ham med, hvad hans onkel gør. Det er ikke de samtaler vi har,« forklarer hun.

Det var ikke mindst under covid-19 pandemien, at de to par for alvor kom tæt på hinanden.

»Under corona havde vi hjemmeskole i vores hus, så de kom jo hver dag hos os i huset. Så vi er meget tæt på dem,« siger Tina Lund, hvis syv-årige datter Lilly er jævnaldrende med sheikens ældste datter Hedda.

Selvom det er et par år siden, at Tina Lund og familien flyttede hjem til Danmark, har de altså bevaret venskabet. Som nu har udmøntet sig i en invitation til at holde jul sammen. Og de glæder sig.

»Jeg ved fra tidligere år, at Natalie gør det hyggeligt, og gør meget ud af det, så vi glæder os. Men det bliver første gang, at jeg skal prøve det med, at man først om morgenen skal åbne gaver.«

»Mens vi selv boede dernede, holdt vi jul på den danske måde den 24/12.«

»Det eneste er, at vi ikke kommer til at holde med familien, og det er en af de små triste ting. For jeg kan godt lide at holde med mine forældre og Allans børn, hvor vi altid slutter af med pakkeleg, som jeg synes er sjovt.«

»Men nu bliver det anderledes i år. Det bliver sikkert også rigtig godt.«

Læs også:

»Det er den regel, der er i Dubai, og så må hun jo vælge, om hun vil tage chancen eller overholde den.«Tina Lund boede selv i Dubai og har tætte bånd til Pitzner: Man må respektere deres regler

I otte år var det hendes hjem. Et hjem der krævede tilpasning. Men dét, mener den kendte springrytter Tina Lund, er det mindste, man som gæst kan gøre. Også Elvira Pitzner.

»Det eneste jeg kan sige, er, at der i Dubai er en anden kultur og andre regler, som det er en god idé at overholde. Ellers er det ikke det rigtige sted at være,« siger hun.

Som B.T. i lørdags kunne fortælle, tilbageholdes realitystjernen Elvira Pitzner for tiden i Dubai og skal om få dage for en dommer i en sag om utroskab.

Det er hendes ekskæreste Milad Saadati, som har anmeldt hende til politiet. På papiret er de to nemlig stadig islamisk gift, viser en ægteskabskontrakt, B.T. har set.

Så at Elvira Pitzner er rejst på ferie til Dubai med sin nye kæreste, strider mod emiratets sharialov. En overtrædelse som ifølge de eksperter, B.T. har talt med, kan give en straf på mellem ét og tre års fængsel.

Og uanset hvad man måtte mene om den lov, mener Tina Lund altså, at man som minimum må respektere den, hvis man rejser dertil.

»Nu har jeg ikke fulgt med i sagen og har derfor svært ved at kommentere den, men det er forbudt at være at utro, hvis man er gift.«

»Det er den regel, der er i Dubai, og så må hun jo vælge, om hun vil tage chancen eller overholde den,« siger Tina Lund, som for ti år siden flyttede med familien til Dubai og var bosat i emiratet frem til 2021.

»Selvfølgelig er kulturen dernede noget, man skal vænne sig til. Det skulle jeg også. Små ting som at man, når man går ud om morgenen, bare ikke går i helt korte shorts eller en nedringet gennemsigtig bluse. Det er ikke velset i Dubai.«

»Men jeg synes, at jeg har 90 procent gode oplevelser af at være kvinde i Dubai og har ikke oplevet noget negativt på egen krop. Tværtimod har jeg snarere oplevet, at der blev passet bedre på mig dernede, end jeg nogensinde har oplevet i Europa.«

»Der var da små ting, jeg studsede over. For eksempel at der på mit visa skulle stå, at jeg var sponsoreret af min mand. At jeg ikke kunne skrive under på en kontrakt.«

»Men hvis man rejser ind i et land, som jeg gjorde, hvor der er andre regler og en anden kultur, så mener jeg også, at man skal respektere det land, man flytter ind i,« siger Tina Lund.

Hun understreger, at hun ikke ved eller har kendskab til, hvad der er sket med Elvira Pitzner, selv om de to for blot et par år siden ellers var rigtig gode venner.

Det var, mens de begge stadig boede i Dubai.

»Jeg var meget sammen med dem, dengang de var kærester. Jeg boksede meget sammen med Elvira og Milad, og han var tit ude ved hestene sammen med Elvira. Men der var de jo nyforelskede,« fortæller Tina Lund, som har kendt såvel Elvira som hendes søster Thalia, siden de var små.

Hun har nemlig redet stævner mod deres far Hans Helmgaard Kristiansen, som er tidligere professionel springrytter.

Siden hun i 2021 flyttede tilbage til Danmark, har Tina Lund ikke set hverken Elvira Pitzner eller hendes ekskæreste Milad. Og altså heller ikke fulgt med i den nye udvikling.

»Men jeg synes godt, at man kan respektere de regler, der er i det land, man rejser eller flytter til.«

»Det er os, der er gæster i deres land. Og hvis ikke man kan lide det, er det måske ikke det rigtige sted at være. Det er min holdning.«