Det er så småt blevet den tid på året, hvor TV 2 samler kendisser ind til deres årlige dansekonkurrence.

For i år skal 'Vild med dans' endnu en gang afholdes – og her kunne man godt komme til at se sangerinden Sussi Nielsen på dansegulvet.

»Jeg har faktisk tænkt lidt på det, men jeg ved ikke, hvor populært det er længere? Men det er meget muligt, at jeg vil være med, hvis jeg får penge nok,« lyder det med et grin fra Sussi Nielsen.

For tiden er det dog en miniserie om livet efter hendes afdøde mand Leo Nielsen, som den 68-årige sangerinde optager til TV 2 Nord.

Men kunne hovedkanalen også finde på at ringe med et tilbud om 'Vild med dans', så er Sussi Nielsen klar til at prøve at få kalenderen til at gå op med både tv-dans og sine musikalske optrædener.

»Jeg er blevet spurgt før, dengang Leo også var med, men han havde ikke sådan den store lyst til det. Men jo, jeg kunne godt tænke mig at lære at danse. Det kunne være spændende,« siger Sussi Nielsen.