Stig Rossen overraskede alt og alle, da han pludselig dukkede op til 'Vild med dans' for at danse med sin gode ven og kollega Jesper Asholt.
Og måske Asholt, der endte med at få sparket fra dansekonkurrencen, skylder en ekstra stor øl til sangeren for indsatsen.

Stig Rossen dansede nemlig med store smerter under sine to optrædener fredag aften.
»Jeg må sige, jeg var lidt udfordret, fordi jeg for et par uger siden brækkede en tå. Så jeg måtte tage lidt smertestillende for at komme igennem i dag,« siger Stig Rossen til B.T.
Årsagen til den brækkede 'pege-tå' findes der to historier om, forklarer den 63-årige skuespiller og sanger:
»Den officielle forklaring er, at jeg var i byen med en række smukke, unge piger og tabte en magnumflaske champagne ned over den,« siger Stig Rossen og fortsætter:
»Den rigtige historie er, at jeg tabte et fjernsyn med hjørnet først ned på min tå. Et sindssygt tungt fjernsyn.«
Heldigvis for Rossen, der selvfølgelig foretrækker sin officielle forklaring, så er der en enkelt detaljer, som pynter på den sandfærdige version:
»Heldigvis et sindssygt dyrt fjernsyn, så historien er faktisk ikke så mondæn, som den lyder,« siger han med et smil.
På trods af Stig Rossens dans på medicin lykkedes det altså ikke Jesper Asholt og dansepartneren Asta Björk at danse sig videre til programmets semifinale.
Du kan læse B.T.s dom over kvartfinalen HER.

