I 35 år har Steffen Jensen, som korrespondent for TV 2, rapporteret fra Mellemøsten. Nu er det slut.

Han fylder 67 år og går på pension.

Det er hans eget valg, men det er ikke med hans gode vilje:

»Nogle af mine skavanker har betydet, at jeg ikke har kunnet levere det, som mine arbejdsgivere med rette har kunnet forvente af mig,« siger han som forklaring på sin beslutning.

Journalist Steffen Jensen i Cairo for TV 2. Steffen Jensen har tilbragt en stor del af sit liv med at rejse og set en del hotelværelser.
Journalist Steffen Jensen i Cairo for TV 2. Steffen Jensen har tilbragt en stor del af sit liv med at rejse og set en del hotelværelser. Foto: Claus Bech Andersen
Vis mere

Skavankerne er dels et par mindre blodpropper i hjernen, som ramte ham i 2020, dels en ptsd-diagnose, som årene som krigskorrespondent har efterladt ham med.

»I mit hoved er ptsd'en blevet den store, altomfattende skraldespand, som alt hældes ned i, når der er noget, der ikke fungerer, som det burde,« siger han.

Selv synes han derimod ikke, at han har bemærket forandringer efter blodpropperne, men han har en neuropsykologs ord for, at han ‘ikke er helt på toppen længere’.

»Derfor vil jeg hellere stoppe, mens folk stadig kan huske mig for, at jeg lavede noget godt.«

Men valget om at blive pensionist er fyldt med ‘melankoli og sørgmod’.

»I vores del af verden er det, man laver, jo en stor del af ens identitet,« siger han og fortsætter:

»Jeg har været heldig at have et job, der gjorde mig ret unik, nu skal jeg finde ud af at være én blandt 100.000 folkepensionister og lære, hvordan jeg kan give det liv noget indhold, så jeg ikke mister mit selvværd.«

Han har ingen skjult drøm om at blive lystfisker, samle på frimærker eller bygge modeltog. Derimod er han begyndt at fotografere og håber, at han også i sit otium kan få lov at lave journalistik.

Steffen Jensen på et marked i Cairo, mens han stadig var udsendt for TV 2.
Steffen Jensen på et marked i Cairo, mens han stadig var udsendt for TV 2. Foto: Claus Bech Andersen
Vis mere

»Jeg vil gerne være freelancer og har blandt andet en aftale med TV 2. Så jeg vil gerne rejse, skrive og fotografere.«

»Min kone vil sikkert gerne have, at jeg skal hjælpe til i haven, men hun bakker også op om, at jeg skal lave noget, så jeg ikke synker ned i depression lige med det samme,« siger han.

Steffen Jensen kom til TV 2, da kanalen var spritny og har været med til at forme tv-stationen. En oplevelse, der har været en hjørnesten i hans arbejdsliv:

»Som journalist ville man være døv og blind, hvis ikke man syntes, det var noget helt særligt at være med til at starte en ny tv-station, der siden er gået hen og blevet en af pillerne i den danske medieverden og kulturliv.«

Journalist Steffen Jensen på arbejde for TV 2 i Egypten.
Journalist Steffen Jensen på arbejde for TV 2 i Egypten. Foto: Claus Bech Andersen
Vis mere

Da Steffen Jensen som helt ung blev journalist, mente han, at jobbet var ‘et kald’, som krævede hele hans liv og alle hans vågne timer.

I dag er han glad for at kunne sige, at han ‘heldigvis ikke levede op til sine egne krav’.

»Jeg har været gift med den samme kvinde i 35 år, og jeg har børn, som jeg kender og som kender mig. Jeg er glad for, at jeg ikke fulgte min egen opskrift.«

Men som han siger:

»Meget livsvisdom har jeg skullet have banket ind med syvtommersøm, før jeg forstod det – eller jeg skulle blive skudt på – før jeg forstod det.«