Silas Holst ville elske at sidde ved dommerbordet i 'Vild med dans', men det bliver ikke i år, afslører han.
Da B.T. møder den populære showmand til gallapremiere på filmen 'Mørkeland', fortæller han hvorfor.
Silas Holst har vundet 'Vild med dans' tre gange.
For tre år siden sagde han imidlertid farvel og tak for denne gang for at hellige sig sin musicalkarriere, og i april meldte han så ud, at han stopper som professionel danser, da hans krop er begyndt at sige stop.
Der er dog blevet en ledig plads ved dommerbordet.
I slutningen af juli annoncerede den mangeårige dommer Anne Laxholm, at hun har valgt at takke af.
I den forbindelse udtalte Silas Holst, at han ville elske at sidde ved dommerbordet, og hvis TV 2 ringede med tilbuddet, ville han gøre alt for at det kunne passe ind i kalenderen.
Men det er altså ikke blevet til noget i denne omgang, fortæller han tirsdag aften til B.T.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Da B.T. spørger, om han skal lave 'Vild med dans' til efteråret, svarer han:
»Jeg må ikke svare, men nej det skal jeg ikke.«
Han fortæller hvorfor:
»Jeg skal lave teater. Jeg laver 'Saturday Night Fever'.«
Silas Holst tilføjer med et smil, at TV 2 heller ikke har spurgt – så han har slet ikke fået nogen invitation.
Han er derudover også udmærket tilfreds med sit efterårsjob, hvor han gentager sin hovedrolle som Tony Manero i musicalen, der er baseret på John Travolta-filmhittet fra 1977.
»Det er udmærket,« griner han.