Adam Price var langt fra tilfreds med den mad, han fik serveret under en SAS-flyvning fra Washington, D.C. til København. Ifølge ham var maden uspiselig.

Og det lader til, at SAS er enig.

Tidligere tirsdag rakte B.T. ud til SAS for at få en kommentar til Adam Prices kritik. I svaret beklager SAS i store træk oplevelsen:

»Service ombord og maden er naturligvis en vigtig del af rejseoplevelsen. Hvis en kunde har en dårlig oplevelse, er det noget, vi tager alvorligt,« skriver pressechef i SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji, og fortsætter:

Katherine Diez og Adam Price har været sammen på tur til USA.
Katherine Diez og Adam Price har været sammen på tur til USA. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Og vi følger selvfølgelig op på, hvad der er sket i dette tilfælde.«

I sin kritik af SAS skriver Adam Price, at flyselskabet tilbød at lave Boeuf Bourguignon, hvis man fløj på Economy:

'Kort efter ankom en beige plastbakke med en foliepakke, der indeholdt det, som kabinechefen omtalte som bøf Bourguignon. Jeg kan kun sige, at jeg ved mere om mad end kabinechefen. Det var ikke bøf Bourguignon,' indledte Adam Price i sin kritik mod flyselskabet.

»Det var under lavmålet. Hele flyturen. Og den mad havde intet med Boeuf Bourguignon at gøre,« sagde han efterfølgende til B.T.

Foto: Privat/Instagram.
Foto: Privat/Instagram.
Vis mere

Her beklager SAS også maden – særligt, fordi retten slet ikke indgår i deres menukort.

»Desværre ser det ud til, at der er sket en misforståelse fra vores besætnings side med hensyn til, hvilken type måltid der blev serveret. Vi serverer ikke Boeuf Bourguignon på vores fly, men en Beef Provencale i stedet. Det er naturligvis en beklagelig misforståelse, hvis det er den forkerte ret, der er blevet kommunikeret fra besætningen.«

»Men uanset hvad, så har det, som blev serveret, ikke opfyldt den kvalitet, som SAS står for og skal levere til vores kunder. Det er noget, vi straks vil følge op på,« lyder det afsluttende i svaret.

Flyrejsen har kostet Adam Price 17.336 kroner.

»Når du betaler syv gange så meget for at flyve med SAS, og det så er den oplevelse du har. Det er simpelthen der, kæden hopper af for mig,« sagde han til B.T.

Adam Price mener, at man sagtens kan forlange høj kvalitet af mad på fly. Læs mere om sagen – og hvorfor Adam Price delte sit opslag – HER.