De fleste forbinder Rasmus Seebach med at være en glad og lattermild musiker. 

Men under overfladen ulmer både tankemylder og angstanfald. 

Det fortæller han om i den nye TV 2-serie 'Jagten på Olivia', hvor man følger ham og rapperen Ankerstjerne i jagten mod at finde hende, der skal spille hovedrollen i musicalen 'Olivia & Skyggedansernes hemmelighed.'

»Jeg tror egentlig, at vi alle sammen render ind i et møde med angsten på et tidspunkt i vores liv,« fortæller Rasmus Seebach i seriens første afsnit.

Selvom serien berører emnet angst, havde han ikke regnet med, at hans egen historie ville blive aktuel.

»Det er sindssygt svært at snakke om, og jeg ved ikke, om jeg havde forberedt mig på, at det lige var her, jeg skulle tale om min egen…,« lyder det fra en tydeligt påvirket sanger, inden han uddyber:

»Hvordan fanden skal jeg sige det på en eller anden måde, så det ikke lyder alt for bims? Jeg har svært ved at lade en tanke bare være en tanke. Bare at lade den være og ikke lade mig blive revet med af den. Hvis man ikke kan komme ud af det tankemylder, så er det, at nogle tanker, man er bange for, eller noget af det farlige bare hober sig op, og så får man simpelthen et angstanfald.«

Da B.T. mødte 'Olivia'-sangeren til pressedag på musicalen ‘Olivia – skyggedansernes hemmelighed’ i august fortalte han, at det at kaste sig over noget helt nyt, har givet ham en særlig energi.

»Jeg elsker også at føle, at jeg er et sted, hvor jeg tænker: Shit, kan jeg det her? Det er også ret vigtigt for mig nogen gange at prøve at komme derud, hvor jeg ikke ved, om jeg kan bunde. Så føler jeg også, jeg rykker mig,« forklarede musikeren.

Læs mere om det HER.