Tv-personligheden og skuespilleren Rasmus Bjerg er blevet misbrugt i fupreklamer og artikler på nettet. 

Det oplyser han i et opslag på Instagram.

»Jeg er blevet bekendt med, at der florerer falske artikler/reklamer på nettet, hvor jeg angiveligt skulle reklamere for et vægttabs-vidundermiddel. DET ER SCAM.« skriver han ud til sine 100 tusinde følgere.

I de falske reklamer bliver der hævdet, at Rasmus Bjerg har tabt 36 kilo ved hjælp af et særligt vidundermiddel. 

Annoncerne beskriver vægttabet som resultatet af et mirakelprodukt.

Se et eksempel på den falske artikel nedenfor

Sådan ser en af de falske artikler ud på Facebook.
Sådan ser en af de falske artikler ud på Facebook.

Ifølge Rasmus Bjerg selv er der intet sandt i påstandene, og skuespilleren understreger, at han intet har med produkterne at gøre:

»Jeg reklamerer ikke for den slags,« understreger han og advarer samtidig sine følgere mod at falde i fælden:

 »Lyder noget for godt til at være sandt, så er det det nok også.« 

Afslutningsvis gør han det klart, at han ikke vil bidrage med yderligere omtale af sagen. 

Og Rasmus Bjerg er langt fra den eneste. 

Flere kendisser har på det seneste oplevet at få deres navn og billede misbrugt i lignende fupnumre på nettet. 

Se hele Rasmus Bjergs opslag nedenfor: