Det blev en voldsom start på 2024 for Peter Mygind.
Under en tennistræning slog han, i sin iver efter at nå en bold, hovedet ned i sin ketsjer og brækkede næsen.
Og det har bestemt ikke været en smertefri proces at få den sat på plads igen. Det fortalte han på den røde løber til 'Den Grænseløse', som er den nyeste film i 'Afdeling Q'-serien.
»Jeg var på Hillerød Hospital for at få den brækket tilbage af tre læger. Først én læge, der prøvede, men som blev i tvivl om, hvorvidt den egentlig var brækket tilbage, og så kom nummer to læge. Dét gjorde ondt. Jeg bad om fuld bedøvelse, men det giver de kun til dem, der er under 15.«

Han lægger da heller ikke skjul på, at han fortsat har smerter, selvom der er fremgang.
»I dag har jeg det godt. Jeg har stadig lidt ar, men næsen er nogenlunde tilbage igen (...) Jeg har smerter.«
Det var nemlig ikke kun næsen, der kom til skade i forbindelse med det dramatiske styrt.
»Jeg har stadig svært ved at sidde på et toiletbræt, for jeg har sprunget en muskel i baglåret.«
Af samme grund har han været nødt til slappe helt af i to måneder – og det har måske vist sig at være held i uheld.
Peter Mygind har tidligere været stressramt, og tennisskaderne har i mere end en betydning lært ham, at man ikke behøver gå efter alle bolde.
»Jeg har fundet ud at, at man ikke skal prøve at nå alt her i livet. Jeg troede, at jeg skulle bruge januar på at komme i form, og så er jeg bare blevet sådan en, der ikke kan sidde på et toiletbræt. Så det er blevet en reminder om, at nu tager du det helt roligt, Mygind. For jeg har haft sindssygt travlt det sidste år (...) Nu er jeg blevet tvunget til at ligge på min sofa og læse i en bog.«