Livet som et kendt ansigt er for Peter Ingemann ikke altid lige nemt.
For den 50-årige journalist og tv-vært er berømmelsens bagside, at falske virksomheder forsøger at narre folk på internettet med hans ansigt som trækplaster.
På sin Instagram-profil deler han et Facebook-opslag, hvor man kan se to billeder af ham. Der er en tydelig vægtforskel på de to versioner af Ingemann.
Billederne bliver delt i forbindelse med en tekst om et nyt slankemiddel, der ifølge opslaget booster dit metabolisme, så du forbrænder fedt, mens du sover.
Der er bare et problem.
Peter Ingemann har ikke været på et vidunder-slankemiddel for at tabe sig, skriver han i opslaget. Billederne er ifølge ham lavet med kunstig intelligens.
»Der er gemene svindlere, kyniske svinehunde derude, der vil udnytte, at folk gerne vil tabe sig,« skriver han.
Han har altså intet med firmaet bag at gøre.
Men opslaget har tilsyneladende været troværdigt nok til at snyde folk.
Mere end 50 personer har allerede skrevet til Ingemann for at lykønske ham med vægttabet, skriver Ingemann.
Flere har sendt mere end bare lykønskninger.
Peter Ingemann kender selv til personer, som har betalt svindlerne 2.000 kroner for et produkt, de aldrig modtog.
Svindelnummeret efterlader en rasende Peter Ingemann, der har et klart opråb til bagmændene:
»Og jeg kan kun råbe: KÆMPE PIKHATTE! (ja undskyld) til svindlerne.«
Det er ikke første gang, at det tv-værtens ansigt bruges til at franarre danskerne penge.
Tidligere i år var det investering i kryptovaluta, Ingemann blev brugt til at sælge.
Det var noget, han også blev udsat for tilbage i 2019.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Peter Ingemann