Musiker og melodigrandprixvinder Ihan Haydar er fredag dømt for dokumentfalsk af Københavns Byret.

I oktober 2020 brugte hun et falskt handicapparkeringsskilt i forruden af den bil, som hun selv og hendes ægtefælle bruger dagligt.

Hun idømmes 40 dages betinget fængsel, men dommen er anket til Østre Landsret. 

Ifølge hendes egen forklaring var det hendes far, som havde lånt bilen og parkeret den på gerningsstedet.

Faren har et officielt handicapparkeringsskilt, men det var altså en kopi, der lå i bilen på gerningsdagen.

P-vagten, der fandt skiltet i bilen, husker, at farverne så udtværet ud, og at det var firkantet.

Et legitimt handicapparkeringsskilt har ifølge hans forklaring i retten runde kanter.

Retsformanden vil have hende frifundet, men de to andre domsmænd fandt hendes forklaring utroværdig.

Tidligere har Ihan Haydar fortalt i retten, at hun slet ikke havde set skiltet, før hun blev præsenteret for det af politiet i oktober 2020. 

Hun nægtede sig derfor skyldig i begge forhold.

Anklageren spurgte nysgerrigt ind til, hvilket forhold musikeren så havde til bilen, hvor skiltet lå i, hvis det ikke var hendes.

»Det er mine svigerforældres, og vi låner den en gang i mellem,« lød det.

Anklageren spurgte også ind til, hvad musikeren og politiet talte om, da de i oktober konfronterede musikeren med skiltet, der var blevet observeret af en p-vagt, der mente, at der var tale om et falskt skilt.

»Jeg har ingen kommentarer til, hvad jeg talte med politiet om, fordi det kan skade en af mine nærmeste,« lød det.

Hun nægtede herefter at tale mere om, hvad der var sket mellem hende og politiet, men fastholdt, at det var politiet, der havde præsenteret hende for handicapparkeringsskiltet, som hun ifølge eget udsagn ellers aldrig havde set før.

Hun forklarede også, at hun ikke havde brugt sine svigerforældres bil den dag, hvor skiltet blev fundet.

Ihan Haydar er blandt andet kendt som trommeslager i bandet Liga og vandt i 2022 dansk melodi grand prix med bandet Reddi. 

/ritzau