En 30-årig kvindelig dansk musiker var onsdag dukket op i Københavns Byret, hvor hun skulle forsvare sig mod tiltaler om bedrageri og dokumentfalsk ved brug af et falskt handicapparkeringsskilt.

Den kendte musiker startede med at forklare, at hun slet ikke havde været bekendt med skiltet, før hun blev præsenteret for det af politiet i oktober 2020.

Hun nægtede sig derfor skyldig i begge forhold.

Anklageren spurgte nysgerrigt ind til, hvilket forhold musikeren så havde til bilen, hvor skiltet lå i, hvis det ikke var hendes.

»Det er mine svigerforældres, og vi låner den en gang i mellem,« lød det.

Anklageren spurgte også ind til, hvad musikeren og politiet talte om, da de i oktober konfronterede musikeren med skiltet, der var blevet observeret af en p-vagt, der mente, at der var tale om et falskt skilt.

»Jeg har ingen kommentarer til, hvad jeg talte med politiet om, fordi det kan skade en af mine nærmeste,« lød det.

Kvinden nægtede herefter at tale mere om, hvad der var sket mellem hende og politiet, men fastholdt, at det var politiet, der havde præsenteret hende for handicapparkeringsskiltet, som hun ifølge eget udsagn ellers aldrig havde set før.

Hun forklarede også, at hun ikke havde brugt sine svigerforældres bil den dag, hvor skiltet blev fundet.

Forsvarsadvokat Nima Nabipour gjorde under sin klients forklaring også indsigelser over for, at den afhøring, politiet havde lavet af musikeren, kunne bruges i sagen, fordi hans klient ikke var blevet fortalt, at hun havde ret til en beskikket advokat.

Det ledte til en del diskussion mellem forsvarsadvokat og anklager, da anklageren mente, at det i den grad var i orden at bruge rapporten fra politiet, der ifølge anklageren blev udført spontant.

Efter at forsvarsadvokaten igen ikke var enig, gik dommeren og domsmændene ud for at afgøre, om den omtalte rapport kunne bruges i sagen eller ej.

Dommeren besluttede efter et par minutter, at afhøringsrapporten ikke kunne bruges i sagen, fordi det ikke stod nævnt i rapporten, at politiet havde fortalt den tiltalte musiker, at hun havde ret til en beskikket advokat.

Den tiltalte musiker ønskede efter den afgørelse ikke at afgive yderligere forklaring til retten.

Sagen måtte herefter udsættes, fordi parkeringsvagten, der skulle afgive sin forklaring om at have opdaget skiltet, ikke dukkede op.

Derfor fortsætter sagen i juni.