Under EM-slutrunden spørger B.T. kendte danske fodboldfans om deres forhold til landsholdet.
Herunder afslører 'Vild med dans'-profilen Thomas Evers Poulsen blandt andet hvilken landsholdsspiller, han har lært at danse brudevals, og hvad han ville gøre, hvis han var landstræner.
Mit første minde med landsholdet er …
»Jeg kan huske lidt fra VM-slutrunden i 1986 (Dengang var han otte år, red.) Både de gode og de dårlige kampe, og husker tydeligt Jesper Olsens tilbagelægning mod Spanien, som vi jo er blevet mindet om i tv mange gange siden.«
Jeg blev for alvor fan af landsholdet, da …
»Vi vandt EM i 1992. Jeg var 14 år og så de første kampe hjemme. Da Danmark mødte Holland i semifinalen, var jeg ude og danse og så derfor straffesparkskonkurrencen på en pub i Scala (Butikscenter, der lå lige overfor Tivoli i København, red.).«
»Jeg blev for alvor fan af den fællesskabsfølelse, det skabte i hele landet og oplevelsen på Rådhuspladsen efter semifinalen.«

Sidste gang jeg fældede en tåre i forbindelse med landsholdet, var …
»Da Christian Eriksen faldt om. Jeg sad hjemme i sofaen og vil aldrig glemme oplevelsen – slet ikke som ambassadør for Hjerteforeningen.«
Mit hjerte bankede ekstra stærkt for landsholdet, da …
»Hver gang der er slutrunde. Jeg har faktisk aldrig set en kamp på stadion, for jeg er altid for sent ude, når billetterne sættes til salg. Det gælder også tit i forhold til koncerter.«

Jeg var allermest skuffet over landsholdet …
»Ved den seneste VM-slutrunde (I Qatar, red.). Efter deres flotte EM var forventningerne højere.«
Sidste gang jeg udvandrede fra stadion eller slukkede for tv'et før landskampen var slut, var da …
»Det har jeg ikke gjort, men jeg kan begynde at lave andre ting. Så jeg går mere til og fra.«
Den landsholdsspiller jeg ville blive mest starstruck over at møde er …
»Laudrup-brødrene. De vil for altid være noget særligt. Jeg har mødt Michael, da han også er ambassadør for Hjerteforeningen.«

Sidste gang jeg talte med en landsholdsspiller, var …
»Da jeg lærte Martin Laursen (Landsholdsspiller fra 2000-2008, red.) at danse brudevals, før hans bryllup i 2016.«
»Jeg opfordrede ham til at stille op i 'Vild med dans', da han til sin egen og hustrus overraskelse var et naturtalent. Han sagde 'nej tak'.«
Hvis jeg var landstræner, ville jeg …
»Skifte ud tidligere og bruge bænken. Jeg tænker blandt andet på Danmarks første EM-kamp mod Slovenien. Når noget ikke virker – og det gjorde det tydeligvis ikke i de sidste 45 minutter – så må man prøve noget andet.«
LÆS OGSÅ: 'Mig og mit landshold' med Mick Øgendahl – Blev starstruck – 'Det var så pinligt'