'Mig og mit landshold' med Heidi Frederikke: 'Det irriterede mig voldsomt'

Under EM-slutrunden spørger B.T. kendte danske fodboldfans om deres forhold til landsholdet.

Herunder mindes journalist Heidi Frederikke et tåkrummende øjeblik, da hun interviewede landstræner Morten Olsen, sidste gang hun fældede en tåre under en landskamp, og dengang hun blev skuffet over landsholdets reaktion.

Mit første minde med landsholdet er …

»for herrelandsholdets vedkommende: VM i 1986. Jeg var otte år, og hele min familie er fodboldmennesker, så den slutrunde gav virkelig genlyd hjemme hos os.« 

»Min mormor hang en plakat op af landsholdet på det legeværelse, vi havde hos hende og min morfar, og den plakat blev symbolet for mig på, at det der skete i Mexico var virkelig stort.«

Jeg blev for alvor fan af landsholdet, da …

»'86-bølgen skyllede ind over landet. Jeg kunne se og mærke, hvad det gjorde ved den nationale stemning og ved mine allertætteste mennesker, så min idoldyrkelse af landsholdet begyndte nok allerede her.«

»Jeg er født i en fodboldfamilie, hvor landskampe altid har været prioriteret og set som noget særligt. Det gav for eksempel lov til, at vi måtte spise foran fjernsynet, eller at der var slik og snolder - begge dele stort når man er barn.«

»Det var også efter VM i 1986, at jeg selv begyndte at spille rigtig meget fodbold.«

Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på dengang landsholdet...

»vandt EM 1992. Jeg var 14 år, og ALLE fulgte jo med i, hvordan det gik i Sverige. Jeg husker den slutrunde så tydeligt, og den fremkaldte et fællesskab, som vi sjældent har set.«

»På dagen for finalen fik min lillebror og jeg et stort lagen af min mor, som vi kunne lave et banner af. Vi skrev alle navnene i den danske trup med småt og 'Danmark - Tyskland 2-0' med stort. Vel at mærke flere timer inden kampen, så vi havde det sejeste banner i byen, da kampen var slut. Det var så vild en aften.«

Sidste gang jeg fældede en tåre i forbindelse med landsholdet, var …

»EM 2021. Flere gange. Og mange. Den slutrunde hev mig virkelig rundt i følelsernes afkroge. Da Christian Eriksen faldt om, og fodbold blev ligegyldigt. At overvære den situation og alt det omkring fik tårerne til at trille.«

»Først afmagt over det meningsløse i, at han for en stund var væk. Dernæst lettelse og glæde over, at han overlevede. Sportsligt gled det over i glædestårer over at opleve holdets succes, og det sammenhold, der smeltede danskerne sammen. Det var så rørende, og jeg vil aldrig glemme de uger.«

Mit hjerte bankede ekstra stærkt for landsholdet, da …

»de stod i rundkreds om Christian Eriksen. Det billede står stadig tydeligt for min nethinde. Lige der var det mere end et fodboldhold. Lige der smeltede landsholdet sammen med danskerne.«

»De passede på deres ven og kammerat og viste os, hvad livet i virkeligheden går ud på. Jeg er så uendelig taknemmelig for, at alt gik godt, og at Christian stadig er her i dag.«

Jeg var allermest skuffet over landsholdet …

»da de efter 3-2-sejren over Portugal i Lissabon i 2008 boykottede pressen. Som landshold skal man huske, at man ikke er til for pressens skyld. Man er befolkningens stolthed, og derfor var deres formål med at straffe en negativ presset, set med mine øjne, skudt helt ved siden af.«

»Pressen er blot et mellemled ud til dem landsholdet i virkeligheden er afhængig af - og også lever af - nemlig de mange fans. Og det var jo dem, det gik udover. Pressen fik faktisk flere historier ud af, at spillerne ikke stillede op, mens de mange fans ikke fik nogle reaktioner fra deres idoler.«

»Det var efter min mening skuffende at se et landshold, der ikke huskede, hvem de i virkeligheden skal tale til.«

Mit mest tåkrummende landsholdsminde var...

»da jeg efter en landskamp i Istanbul sagde til Morten Olsen i et live-interview, at landsholdet havde vundet, selvom de i virkeligheden havde spillet uafgjort. Det var en kæmpe talefejl, og jeg rettede det hurtigt, efter at Morten - med et glimt i øjet - spurgte, om vi havde vundet.«

»Det var som sagt bare en talefejl, men det irriterede mig voldsomt, og jeg orkede ikke at åbne Twitter bagefter. Jeg vidste, at fordi jeg var en kvinde og en af de første i den rolle på sidelinjen, så ville talefejlen blive fremstillet, som om jeg ikke havde forstand på fodbold.«

Sidste gang jeg udvandrede fra stadion eller slukkede for tv'et før landskampen var slut, var da …

»vi mødte Sverige i Parken her op til EM.«

»Det var ikke en udvandring, men af praktiske årsager, da jeg skulle have min 10-årige søn hjem i seng inden skole dagen efter. Så vi gik fem minutter før tid for at undgå den værste kø.«

Den landsholdsspiller jeg ville blive mest starstruck over at møde er …

»stadig Michael Laudrup. Han var mit store idol, da jeg var barn, hele min ungdom og også nu. Jeg har interviewet ham flere gange, og derfor jo også mødt ham. Men han er stadig et kæmpe idol for mig.«

Sidste gang jeg talte med en landsholdsspiller, var …

»ikke en nuværende spiller, men til gengæld en Europamester - Lars Olsen, som jeg op til kampen mod Sverige interviewede i loungen i Parken, hvor samarbejdspartnere var samlet til spisning inden kick off.«

Hvis jeg var landstræner, ville jeg …

»være den første kvindelige landstræner - og det ville være stort.«

LÆS OGSÅ: 'Mig og mit landshold' med Mick Øgendahl: Blev starstruck - 'det var så pinligt'