Det var brevet, de havde ventet på. Nu lå det i e-Boks. Uåbnet, de turde knap åbne det. For hvad nu hvis? Det kunne gå begge veje.

»Vi sad længe og grinede lidt. Var alvorlige lidt. Så åbnede vi det. Og så,« siger Michael Falch med trommehvirvler i øjnene, smil på læben og fortsætter så:

»Pludselig føltes det som festfyrværkeri i Tivoli fredag aften klokken 12. Vi hulkede af grin, dansede rundt som to crazy typer på Sydlangeland,« fortæller han glad videre om den tidlige julegave, han fik sidste år.

Hvor Ginnalee, kvinden i hans liv, blev 'godkendt' af de danske myndigheder. Fik bevilget foreløbig fem års opholdstilladelse. For alvor blev fru Falch.

Bryllupsfoto af Michael Falch med sin thailandske kone Ginnalee, som han blev gift med i januar sidste år.
Bryllupsfoto af Michael Falch med sin thailandske kone Ginnalee, som han blev gift med i januar sidste år. Foto: Privat/Ritzau Scanpix
Vis mere

En bog på 245 sider ligger lige nu ude hos boghandlerne. 'Under månen – overmodne manddomserindringer' hedder den og er afslutningen på Michael Falchs erindringstrilogi.

Med refleksioner over livet som mand, som rockstjerne, som aldrende. Men frem for alt over kærligheden. Med forhindringer.

»Jeg må indrømme, at det, som jeg har frygtet allermest, var at blive så drænet af den tunge bureaukratiske proces, at kærligheden smuttede ud ad bagdøren. Fordi det simpelthen var for stor en mundfuld,« siger han med alvor i de blå øjne.

Michael Falch sidder solbrun ved bordet på cafeen i Rudkøbing. Varmer sig ved en kop kaffe. Han har beholdt overtøjet på.

Han er lige vendt hjem fra en måned i det nordlige Thailand, hvor han og hans kone har besøgt hendes familie. Flyets aircondition har sat sig. Han vil ikke være syg.

Det var faktisk en gammel rygskade, der helt bogstavelig sendte ham favnen på den 24 år yngre Ginnalee for tre et halvt år siden.

Hun var massør, havde magiske hænder og et omsorgsfuldt væsen, som han var bjergtaget af. De blev venner. Indtil kærligheden pludselig kom snigende.

»Det er overraskende i en overmoden alder at komme ind i sådan et eventyr. Det har været noget af det mest uplanlagte, jeg har været med til i mit liv,« siger Michael Falch ærligt om i en alder af 63 slet ikke at være på udkig efter den.

»Jeg tænkte: 'Nu tager jeg den solo resten af vejen og passer mit arbejde'. Og så kom den alligevel snigende og overraskede mig.«

Michael Falch havde indstillet sig på, at han skulle være solo resten af sine dage, da han pludselig fandt kærligheden.
Michael Falch havde indstillet sig på, at han skulle være solo resten af sine dage, da han pludselig fandt kærligheden. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han smiler.

»Hvilket menneske vil afvise kærligheden, når den byder sig som en mulighed? Den følger man. Hvad det så end måtte indebære. Og det havde jeg så ingen idé om.«

Forhindringsløb er et passende ord. For som han blankt erkender:

»Det kan lyde pibet, men det har fandengaleme været en hård proces. Hvad man skal igennem, er ikke for småbørn,« siger han om de knap tre år, der er gået, siden hans kæreste blev udvist af Danmark.

I den første lange tid gjorde coronapandemien det umuligt for dem at ses. Så over en WhatsApp-forbindelse holdt de kærligheden i live i 14 måneder. På 8.500 kilometers afstand.

Kort før julen 2021 kunne Michael Falch endelig sætte sig om bord på et fly. Med kurs mod Thailand og Ginnalee.

I bogen indrømmer han, at han pludselig følte sig kejtet og genert, da han igen stod over for sin thailandske kæreste. Men også, at fraværet havde skabt en lillebitte tvivl i ham.

Michael Falch følte sig både genert og kejtet, da han efter 14 måneders fravær endelig genså sin Ginnalee.
Michael Falch følte sig både genert og kejtet, da han efter 14 måneders fravær endelig genså sin Ginnalee. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hvordan kommer vi videre? Hvad er det, jeg har kæmpet så hårdt for? Er det virkelig dét?« uddyber Michael Falch dén følelse, der gnavede i ham. Og tilføjer så:

»Så gik der to dage, og jeg fandt ud af, at 'ja, det er det'. Det er de eneste to dage, der fra min side har været tvivl om hele det her eventyr.«

Få dage senere friede han. Ginnalee sagde ja. En lykkens dag, men også indledningen på næste forhindring. At blive viet i Bangkok.

Som du kunne læse i B.T. forleden, lykkedes det i januar sidste år.

Men trods en vielsesattest kunne parret ikke bare flytte til Danmark, men måtte benytte sig af en kattelem i den stramme danske lovgivning.

Derfor flyttede Michael Falch til Flensborg. Blev tysk statsborger, fik sin Ginnalee dertil på et turistvisum, levede – fuldt dokumenteret – sammen et halvt år, før de 24. oktober sidste år endelig kunne trille over grænsen til Danmark. Med kun én forhindring tilbage.

»Det er skæbnens ironi, at jeg skal sidde og være taknemmelig over for EU,« siger Michael Falch og ryster på hovedet over den danske udlændingelovgivning.

»Når jeg tænker på, hvor indædt en EU modstander jeg var som yngre, er det lidt komisk at måtte erkende, at det er EU, der har reddet vores mulighed for at komme til Danmark.«

At forløbet og antallet af gange, hvor de har løbet panden mod en mur, har været opslidende, lægger han ikke skjul på.

»Det har meget været hendes fortjeneste, at det har været muligt at bevare roen, håbet, kampgejsten og troen på, at 'bad luck er good luck', som vores mantra er blevet,« smiler Michael Falch.

»Hun er den fødte buddhist, så for hende er det helt naturligt, at frustration og vrede ikke er noget, man dyrker. Hun har kunnet booste min taknemmelighed frem for min frustration. Det er en helt anden energi, hun bringer ind i vores fælles rum.«

Derinde i det fælles rum trives kærligheden. Men uden for dét ved Michael Falch godt, at der også er fordomme.

Fordomme, som han blev mindet om, mens parret opholdt sig i Bangkok i forbindelse med vielsen. Hvor man ikke skulle kigge langt i bybilledet for at se ældre hvide mænd med unge thaikvinder.

»Jeg følte mig lidt fejlanbragt,« skriver han i bogen om at falde i samme kategori.

At Ginnalee ikke havde nogen idé om, hvem han var, var en befrielse for Michael Falch.
At Ginnalee ikke havde nogen idé om, hvem han var, var en befrielse for Michael Falch. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Rynkerne i panden trækker sig en smule sammen. For som han siger:

»Der er udbredte fordomme mod det her. På mange fronter faktisk, og det havde jeg egentlig forberedt mig på, for jeg ved, hvor voldsomme de fordomme er.«

»Jeg har da også selv haft nogle fordomme på det her felt: hvide vestlige velbjærgede ældre mænd med yngre thailandske kvinder. Alle alarmknapper bimler og bamler,« indrømmer Michael Falch.

»Men vilkårene er, at jeg har mødt en kvinde, som tilfældigvis er fra Chaiyaphum-provinsen, som jeg nu er gift med. Så der må jeg sluge de fordomme, der måtte være, og leve med, at der kan være nogen, der rammer mig.«

Han trækker på skuldrene. Lyser op i ansigtet igen.

»Ubegribeligt nok er der ikke nogen, der har ramt mig endnu. Og det har der sgu ellers været rig lejlighed til,« griner Michael Falch, som på sin Facebook-side tværtimod er blevet overdynget med kærlighed.

»Så jeg føler, at det her også er en lille dansk racisme, som er blevet udfordret på en positiv måde. Og hvis jeg kan bidrage bare en smule til det, så hurra. Så hejser jeg det danske flag. Selvom det ikke er det samme flag som Inger Støjbergs,« smiler han.

Kærligheden lyser ud af hans øjne. Han er 66 år gammel. Lykkelig helt ind i sine aldrende knogler.

Hvorfor det lige skulle være dem, kan han ikke sætte ord på. Det er bare noget med mystik og magi.

»Jeg kan ikke forklare det,« indrømmer han, men husker, hvordan det var en befrielse for ham, at Ginnalee ikke vidste, hvem han var.

At være en kendt rockstjerne, er ikke altid en fordel, mener Michael Falch.
At være en kendt rockstjerne, er ikke altid en fordel, mener Michael Falch. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hun kunne godt se, at jeg havde en spids næse, men anede ikke, at jeg er en halvkendt mikrofonsanger. Det, kan jeg huske, var ret befriende.«

»For når jeg møder folk, er det svært for mig ikke at være Michael Falch, bare være Michael. Der kommer noget ind der, som er specielt og ikke altid bare positivt.«

»Så det har haft en betydning for mig, at jeg har kunnet etablere en relation i så moden en alder med et menneske, der ikke anede et kvæk om mig. At hun tog mig som dét, jeg fremstod som. Og gav mig gode point for det,« siger han helt glad.

Det har været en kærlighed med forhindringer. Så store, tunge og administrative forhindringer, at de kunne have slået bunden ud af deres kærlighed.

Men sådan gik det ikke.

»Hun synes tilmed, at min næse er så smuk. Det har jeg heller ikke hørt før,« griner Michael Falch. Og så runger hans latter ud i cafeen.

'Under månen – Overmodne manddomserindringer' er netop udkommet på Gyldendal Forlag.