Melvin Kakooza kunne godt se sig selv være en del af 'Vild med dans'.

Han er dog lidt forbeholden, når det kommer til, hvad han præcis skulle lave i programmet.

For nylig var den 32-årige komiker vært ved TV2-showet 'Echoprisen'.

Inden showstart mødte B.T. Melvin Kakooza på den røde løber, hvor han trak spørgsmålet: 'Hvad skal der til for, at du stiller op i 'Vild med dans'.

»Det skal jeg jo ikke sige her,« lød det med et smil fra Melvin Kakooza, der for et par år siden afslørede, at TV2 faktisk har forsøgt at få ham med.

Dengang sagde han nej, fordi det ikke passede med hans kalender.

For tiden mangler TV2 mindst én ny 'Vild med dans'-vært, efter at Sarah Grünewald sidste år sagde stop.

Melvin Kakooza er i det kommende efterår selv optaget af en turné med komikerkollegaerne Mahamed Habane, Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush.

Adspurgt om han kunne forestille sig at være med engang i fremtiden, lyder det fra Melvin Kakooza:

»På en eller anden måde, ja. Er det bag eller foran kameraet? Det ved man ikke.«

Øverst i artiklen kan du se Melvin Kakooza svare på, om han helst vil være vært eller deltager i 'Vild med dans'.

I videoen fortæller han også om en aktuel succesoplevelse med sit 'Call of Duty'-hold.