Medina har netop offentliggjort sit seneste årsregnskab.
I virksomheden ApS NR. 1142, hvorfra Medina anfører at bedrive sin musik og sin markedsføring, er hun landet på den nette sum af 27 kroner.
»Ledelsen finder årets resultat for tilfredsstillende,« skrives det i ledelsesberetningen.
Og ledelsen er altså Medina selv, der som direktør er enevældig ejer af selskabet.
De sidste fem år har resultatet i sangerindens musikvirksomhed da også været på et ligeledes »tilfredsstillende« rundt nul kroner.
Men i år har der altså alligevel været et overskud på 27 kroner.
Den negative egenkapital på lige godt 175.000 kroner i minus i selskabet er også noget nær uændret fra tidligere år.
Svaret på det mindre prangende resultat skal dog ikke findes i, at Medina ikke har haft noget at lave sidste år.
Medina har nemlig endnu en virksomhed til sine musikudgivelser ved navn Organic Welth.

Men hvordan det står til i den biks er ikke til at få svar på, for da det er en enkeltmandsvirksomhed kan den notorisk private sangerinde slippe for at offentliggøre sine årsregnskaber.
I det nye regnskab for ApS NR. 1142 anføres det ligeledes, at Medina gør brug af sin mulighed for at ikke at oplyse om antallet af heltidsbeskæftigede i virksomheden, eller om hvilken regnskabspraksis, der er anvendt.
Helt frem til 2017 havde Medina ellers masser af aktivitet og millionindtjeninger i musikvirksomheden, men efterfølgende stoppede hun tilsyneladende med at bogføre sine indtægter i virksomheden, som påkræver, at hun offentliggør regnskaberne.
Medina har dog flere jern i ilden end bare sin musik.
Hun ejer også andele og sidder i bestyrelsen for kosttilskudsvirksomheden Wellexir, ligesom hun ejer størstedelen af Café Walle's i Hørsholm.
For nylig er Medina sågar startet på et nyt virksomhedseventyr.
Hun har netop åbnet endnu en ny café i Hørsholm som del af et børneunivers, der skal lære børn at heale. Læs mere om det HER.