Camilla Martin og hendes mand, Lars Nygaard, flytter fra hinanden.
Det skriver Ekstra Bladet.
Til mediet skriver Martin i en besked:
'Lars og jeg flytter fra hinanden, men bliver ikke skilt. Så alt godt.'
I 2011 blev de skilt efter seks års ægteskab, men efter halvandet år fandt de sammen igen.
Camilla Martin har tidligere fortalt, hvordan den psykolog hun gik til havde stor indflydelse på, at parret, der sammen har sønnerne Lucas og Elias, fandt hinanden igen.
»Det var en børnepsykolog i fodformede sko. Knud. Det handlede egentlig om, hvordan vi skulle agere i forhold til børnene, og, typisk mig, så ryger snakken over på Lars, og så får han lige et hug. Knud sad der med foldede ben, og så sagde han stille og roligt: ”Bare fordi du synes eller føler noget, så mærker verden omkring dig ikke det samme”.«
»Det ramte simpelthen hovedet på sømmet: Nej, jeg kan ikke forvente, at Lars, mine veninder, min mor føler det samme som mig,« fortalte Camilla Martin tilbage i juli 2017.
