Lørdag begravede Lone Hertz sin søn Tomas fra Gentofte Kirke.

Men selvom skuespillerindens søn, som hun fik med kollegaen Axel Strøbye, som hjerneskadet ikke kunne tale i livet, så fik han alligevel det sidste ord til sin begravelse.

Det skriver Her & Nu, der var til stede ved begravelsen.

For selvom Tomas døde på Rigshospitalet seks dage efter en faldulykke i sit nye hjem, så havde han forberedt en tale til sin begravelse.

Denne tale læste præsten, som efter Tomas' ønske var den pensionerede Flemming Pless, op for de fremmødte til begravelsen.

»Jeg ønsker et nyt menneskesyn, som bygger på kærlighed og fællesskab mellem mennesker. Kun den kåbevending kan fortsætte et liv for menneskene. Mine tanker er udsprunget ved læsning af Johannes Evangeliets budskab om, at det nye 11. bud er, at vi skal elske hinanden og være hinandens støtter og tjenere. Jesus tog byrden på sig: At blive et forbillede for os alle. Det lykkedes ikke. Jeg selv har levet i handicapverdenen i 57 år – heraf cirka 50 år under forsorg. Det har været grusomt og hjerteløst. I dette handicap-fangenskab ønsker jeg al den kassetænkning, som nu florerer, udryddet,« lød det fra Tomas Strøbye gennem præsten ifølge Her & Nu.

Tomas Strøbye blev hjerneskadet som barn efter en kighostevaccine.

10. februar gik han bort på Rigshospitalet efter en faldulykke i sit hjem på Frederiksberg. Han blev begravet kort før sin 58 års fødselsdag.

Lone Hertz med sønnen Tomas i 2012.
Lone Hertz med sønnen Tomas i 2012. Foto: Hauerbach Peter/Her Og Nu/Ritzau Scanpix
Vis mere

Både han og hans mor, Lone Hertz, var gennem livet forkæmpere for at forbedre handicappedes rettigheder.

Ikke mindst fik de ved at sagsøge staten ændret værgemålsloven, så personer som Tomas kunne få lov til at stemme til folketingsvalg.

Til sin egen begravelse talte Tomas Strøbye så for sidste gang for handicappedes rettigheder og for mere næstekærlighed og »personligt fokus på det enkelte menneske i al hjælp, som kan bringe mennesket videre«.

Lone Hertz har i et stort interview med B.T. fortalt om, hvordan hun længe troede lægernes ord om, at hendes søn var fortabt. Men han var derinde, og den opdagelse startede en livslang kamp for Tomas og andre handicappedes rettigheder. Læs hele interviewet HER.