Sidste år slog Lisbet Dahl fast, at hun er færdig med at lave revyer.

Den 80-årige skuespiller er dog ikke færdig som tilskuer, og derfor var hun torsdag aften til premieren på årets Cirkusrevy, hvor hun grinende ærgrede sig over én ting.

Efter flere årtier som Danmarks ukronede revydronning sluttede det lidt bumlet for Lisbet Dahl.

Først blev hendes sidste sæson i Cirkusrevyen i 2022 afbrudt af sygdom, og da hun derefter fortsatte i Tivolirevyen, måtte hun i 2024 atter melde afbud med en utæt hjerteklap.

Så nu nøjes hun med at være tilskuer og mødte torsdag aften storsmilende op på Bakken til premieren på årets Cirkusrevy.

»Jeg har det dejligt,« lød det først, da hun på den røde løber blev spurgt, hvordan det gik.

Lisbet Dahl fik selskab af Lars Løkke Rasmussen på den røde løber.
Lisbet Dahl fik selskab af Lars Løkke Rasmussen på den røde løber. Foto: Kristian Dam Nygaard

En journalist spurgte herefter, hvordan det var at være tilbage i de gamle velkendte rammer.

»Det var jo dengang,« svarede Lisbet Dahl og fortsatte:

»Nu skal jeg ind og underholdes. Det er noget andet. Det er bare ærgerligt, at jeg ikke får penge for det. Men sådan er livet en gang imellem.«

Lisbet Dahl tilføjede, at hun sagtens kan lægge de 'faglige briller' og se forestillingen som almindelig tilskuer.

Adspurgt hvad sommeren skal gå med, svarede hun:

»Det ved jeg sgu ikke rigtigt. Jeg tror, jeg øver mig i at finde ud af, hvad jeg skal lave resten af mit liv. Jeg har ligesom 20 år at gøre godt med.«

Da Lisbet Dahl i april fejrede sin 80-års fødselsdag med en stor reception på Charlottenlund Travbane, fortalte hun, at hun er i gang med at lave et nyt DR-program med sin søn Gustav Wolter.

»Det er en ny serie, de vil lave, der hedder 'Mors dreng'. Der er Gustav og jeg med,« lød det til B.T.

Hun har også for nylig udgivet bogen 'Man bliver jo ikke gammel i min alder', hvor hun blandt andet kommer ind på emnet 'døden'.

»Jeg er spændt. Spændt på at se, hvad der sker, for det har jeg ikke prøvet før,« skriver hun og tilføjer:

»Selve døden er ikke noget, jeg frygter – overhovedet.«

I bogen afslører hun samtidig, at hun har optaget Mikael Bertelsens tv-program 'Det sidste ord', der vises efter hendes død.

Her kan du læse B.T.s anmeldelse af Cirkursrevyen 2026.