Lisbet Dahl var som instruktør og skuespiller med til at genoplive Tivolirevyen.

Men efter to sæsoner er den 78-årige revydronning nu færdig og ude af revyen – men det er ikke vemodigt, slår hun nu fast overfor B.T.

»Den grundlæggende tanke var jo, at jeg skulle gå ind og lære Tivoli at få sat en revy i gang. De har ikke lavet deres egen revy i 28 år, og det var så det, jeg gjorde,« siger Lisbet Dahl.

Så du havde tænkt allerede fra start, at det bare lige var en sæson eller to, bare for at få det i gang? 

»Ja, ja,« lyder svaret.

Lisbeth Dahl fik ros af anmelderne for sin rolle som Barbie i Tivolirevyen.
Lisbeth Dahl fik ros af anmelderne for sin rolle som Barbie i Tivolirevyen. Foto: PR/Tivolirevyen

For nu kunne Lisbet Dahl i al fald mærke, at tiden nok var inde til at overlade en genoprejst Tivolirevy til andre kræfter, forklarer hun.

Og det er da heller ikke med nogen større tristesse, at Lisbet Dahl nu takker af fra revyen.

»Nej, nej, nej – altså, hvor mange revyer har jeg ikke lavet i mit liv? Jeg tror, jeg har lavet over 50!« siger Lisbet Dahl og griner.

Sygemeldt - med nye projekter i støbeskeen 
Den 78-årige revydronning måtte ellers udgå under den seneste 2024-sæson af Tivolirevyen, da hun – først efter aflysning af flere forestillinger – helt måtte sygemeldes med en utæt hjerteklap.

I stedet blev den garvede revyskuespiller Lone Rødbro indhentet som vikar for Lisbet Dahl, der også måtte sygemeldes med både stress og corona under sin sidste sæson i Cirkusrevyen, inden hun skiftede over til at genoplive Tivolirevyen.

Men det er altså ikke helbredet, der har sat en kæp i hjulet for revydronningens fortsatte deltagelse i Tivolirevyen, understreger hun.

»Jeg har det godt, jeg har det fint. Der er ikke noget der – de er dygtige, de læger,« forsikrer Lisbet Dahl.

Glassalen i Tivoli i København, hvor Tivolirevyen holder hjemme. I den nyligt afsluttede sæson måtte flere forestillinger aflyses grundet sygdom, før Lisbet Dahl helt måtte sygemeldes.
Glassalen i Tivoli i København, hvor Tivolirevyen holder hjemme. I den nyligt afsluttede sæson måtte flere forestillinger aflyses grundet sygdom, før Lisbet Dahl helt måtte sygemeldes. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Hun har da også allerede nyt arbejde på bedding.

»I første omgang slapper jeg lige af og kommer mig oven på det her, og så bagefter er der nogle ting, men det skal jeg ikke snakke om, for noget bliver til noget, og noget bliver ikke til noget, sådan er det altid,« forklarer Lisbet Dahl.

Hun vil derfor heller ikke afsløre, om hun bliver i revygenren eller hvilke arbejdseventyr, der kunne vente forude.

Men klart står det, at Lisbet Dahl ikke fortsætter som hverken instruktør eller skuespiller i Tivolirevyen.

I stedet er komiker Linda P. blevet kreativ chef til 2025-sæsonen. Hun var på skuespillerholdet i den første sæson, da revyen blev genoplivet, efter at være blevet håndplukket af Lisbet Dahl.

Herunder kan du se et smugkig fra den seneste - og altså Lisbet Dahls sidste - sæson af Tivolirevyen.