Ambulancen var på vej. Med udrykning på. Et nyt hjerte ventede. Men kun én ting fyldte i hendes hoved. At hun bare skulle have fat i ham. NU, hvor selve livet var på spil, måtte han da komme.
'Jeg tror måske, at Michael og jeg finder sammen igen alligevel', sagde Line Hoffmeyer med næsten stolthed i stemmen til sin lillesøster.
'Hvad fanden er der i vejen med dig, menneske?' vrissede søsteren.
Det er i bogen 'Så længe dit hjerte slår', at Line Hoffmeyer gengiver scenen.
Hvor hendes 19-årige jeg var mere optaget af at vinde sin kæreste tilbage, end at en stor og kompliceret operation ventede hende. En operation, hun måske ikke slap levende igennem.
Hun griner.
»Når jeg sidder som 32-årig og kigger tilbage, tænker jeg bare 'dit rablende bindegale menneske, hvad er der i vejen med dig?'« griner Line Hoffmeyer og fortsætter:
»Men det var måske også min redning i det. Var en måde at fjerne mit fokus fra den mission, der var bydende nødvendig.«
»For jeg havde en helt konkret opfattelse af, at min sygdom kunne jeg ikke gøre noget ved, så den del af hjertet, jeg kunne gøre noget ved, kæmpede jeg kraftedeme osse med næb og kløer for,« smiler hun om sin kamp for vinde kæresten tilbage.
Hvilket altså ikke lykkedes.
»Det var verdens ældste historie. 'Han er bare ikke vild med dig'. Og det kan være enormt svært at se, når man er dybt forelsket. Men det var indlysende, at vi ikke skulle være sammen,« siger hendes voksne jeg.
Netop det at se sit korte men også dramatiske liv i helikopterperspektiv, har for Line Hoffmeyer været interessant.
For mens hun har skrevet bogen, har hun ikke bare set sig selv oppefra, men også menneskene omkring sig.
»Det har været sjovt at se tilbage på, hvor vanvittigt mit sind var, og hvor mit fokus var. Det har været ekstremt frustrerende at stå på sidelinjen,« siger hun om sin stædige og trodsige tilgang til dét lange sygdomsforløb , som du forleden kunne læse om i B.T.s store interview, og som altså kulminerede med en hjertetransplantation, da hun var 19 år.
Som hun nemt ikke kunne have overlevet.
»Men det er også et forsøg på at skildre den afmagt, som min mor har været i, fordi jeg bare var pisseligeglad med alt andet end at være forelsket,« forklarer Line Hoffmeyer og tilføjer med et smil på læben:
Se videoen, hvor Line Hoffmeyer fortæller om livet på lånt tid. Artiklen fortsætter under videoen:
»Jeg tror nu, at de fleste 19-årige har skyklapper på, ikke helt har frontallapperne på plads. Hvor syg man end er.«
Rablende bindegal eller ej, fortryder Line Hoffmeyer ikke.
»Det ville da være klædeligt at sige, at jeg fortryder min opførsel. Men det kan jeg ikke. Det var uden tvivl super frustrerende at være mor til mig, og det er jeg så bevidst om,« siger hun og fortsætter:
»Men jeg har også så meget kærlighed for både hende og mig selv i forhold til, at vi i den situation bare var to mennesker, der kæmpede en umulig kamp.«
»Vi stod ansigt til ansigt med nogle ting, som man ikke skal stå til ansigt med. Vi gjorde alle sammen det bedste, vi kunne, for at leve og overleve.«
Derfor føler hun også, at bogen er skrevet med meget kærlighed til hendes mor. Men også, at hun selv ikke kunne have gjort det anderledes.
»For hvis min bekymring havde ligget i at dø, så ved jeg sgu ikke, om jeg var kommet helskindet ud af det. Men det gjorde jeg, fordi jeg følte oprigtigt talt, at min største bekymring var, om jeg skulle være sammen med ham eller ej.«
Hun ryster på hovedet.
»Sådan er det, når man er ung og forelsket. Så føles kærligheden og den akutte forelskelse så meget som liv og død,« smiler Line Hoffmeyer, som med sin åben- og ærlighed omkring sit livsvilkår og organdonation er blevet forbillede og rollemodel for mange.
»Nogle dage kan det da være irriterende at være Line med hjertet. Så vil jeg bare gerne være Line, ikke?,« indrømmer hun og trækker på skuldrene,
»Men jeg vil jo enormt gerne kæmpe den vigtige kamp. For det er dér, hvor jeg føler, at jeg kan putte mening i galskaben og føle, at jeg gør en forskel. Har et formål med at have et stort talerør.«
»For meget af det jeg lægger op på de sociale medier er også pjat. Men det giver mig en følelse af, at jeg bruger det og er glad for, at jeg kan rykke noget på det område.«
'Så længe dit hjerte slår' er udkommet på Politikens Forlag
Fik du læst:
