Når man er bare 32 år, burde døden ikke være i ens tanker. Men det er den. Som et livsvilkår.
»Jeg tænker på den, men ikke som noget farligt. Jeg er ikke bange for den,« siger Line Hoffmeyer og fortsætter:
»Jeg er mere bange for at være syg, tror jeg. For når man er syg, er man opmærksom på, hvor mange ting, man går glip af. At ligge og vente på døden er forfærdeligt.«
Det er 12 år og seks måneder siden, at Line Hoffmeyer fik et nyt hjerte. En andens hjerte. Hun var 19 år gammel.
Står statistikkerne til troende, kan det holde hende i live tre år mere, før også det giver op. Lige som hendes eget gjorde.
En følelsesmæssig rejse, som hun beskriver i sin nye bog 'Så længe dit hjerte slår'.
Men det er ikke kun døden, der dermed er blevet et livsvilkår for hende.
Hvordan livet skal leves, gør det også.
De store tanker – store eksistentielle tanker – rumsterede allerede i hendes 19-årige krop kort efter, at den veloverståede transplantation.
»Før havde jeg en følelse af, at det var min krop, og ville jeg udskrives, så skulle jeg fandeme nok blive udskrevet,« siger Line Hoffmeyer, der i B.T.s store interview – som du kan læse her – netop beskrev de følelser. At være ung og fandenivoldsk.
Nu bankede en andens hjerte pludselig i hendes krop. Holdt hende i live.
Skyldte man så noget?
»Så var der noget, man skulle leve op til? Noget man forpligtede sig til?«
»Jeg ved jo godt, at der er noget af mig, der kommer et andet sted fra. Så hvis jeg sad ansigt til ansigt med de pårørende til den person, ville de så føle, at jeg skulle gøre noget specielt? Hvis det nu var fra én, der altid gerne ville have set Indonesien, skulle jeg så det?« forklarer Line Hoffmeyer.
»Og det fyldte også, at nu er der eddermame pumpet så mange ressourcer ind i min krop, så hvem bestemmer egentlig over den?« tilføjer hun.
»Men det var et led i at komme frem til, at en gave er, når først den er givet, ens egen. I en tid overvejede jeg, om jeg taknemmelighedsmæssigt ville 'gældsætte' mig af at modtage den gave.«
I videoen herunder fortæller Line Hoffmeyer om livet på lånt tid. Artiklen fortsætter under videoen:
»Men sådan kan man ikke leve. Man kan ikke leve for to. De fleste af os har kraftedeme svært nok med at leve for os selv,« siger Line Hoffmeyer og griner. Højlydt.
For dét at grine er en af de gaver, hun har fået med i livet. Og som hendes helt særlige livsvilkår har fået hende til at værne endnu mere om.
»Jeg føler jo ikke, at jeg har 60 år til at ordne alt det, jeg vil. Det er jeg opmærksom på og på, at jeg gerne vil være i godt humør. Så overordnet går jeg efter ting, hvor jeg ved, at jeg bliver glad.«
»Jeg vil være i godt humør, for jeg har også en forestilling om, at hvis jeg en dag bliver rigtig syg, bliver det svært at være det.«
»Men lige nu har jeg muligheden, så det handler om at skabe forudsætningerne for det. Og være bevidst om ikke at hænge mig for meget i, hvad andre synes, at man må være glad for,« beskriver Line Hoffmeyer.
Netop dét, at andre har en holdning til, hvad hun må være glad for, har flere gange sendt hende i stormvejr.
Som da hun for nogle år siden på de sociale medier fortalte, at hun og hendes mand, komiker Lasse Rimmer, nu var startet i fertilitetsbehandling.
'Hvordan kan du gøre det?' rasede mange af hendes følgere. Og kaldte beslutningen uansvarlig.
Selvom hun i dag ikke ønsker at tale ind i, hvad status er omkring drømmen om at få et barn, lægger Line Hoffmeyer ikke skjul på, at det i hendes situation ikke var eller er noget, som hun tager let på.
Tværtimod.
Tankerne har hun vendt og drejet med sine hjertelæger. Spurgt ligeud: Var det forsvarligt?
»Det var og har været en tung proces. Det var derfor, at jeg havde brug for, at lægerne gav et entydigt svar, så det valg bliver truffet for mig,« forklarer hun og fortsætter:
»For det er et umenneskeligt valg, når man så gerne vil,« forklarer Line Hoffmeyer, som i sin bog uddyber tematikken og dilemmaet, som er større end hende som individ.
»For hvornår er en sygdom alvorlig nok til, at man ikke må? Vi tror jo alle på, at vi bliver gamle, men der er ingen, der ved det.«
Så smiler hun. Glade Line Hoffmeyer.
»Så det er bare dejligt at være i livet.«
'Så længe dit hjerte slår' er udkommet på Politikens Forlag
Læs også:
»Jeg kan ikke forestille mig nogen større kærlighedserklæring end at finde sammen igen midt i, at ens udsigter ser så skrækkelige ud«Line Hoffmeyer lever på lånt tid: Det var ham, jeg havde brug for
Selvom klokken for længst havde passeret midnat, trak hun i løbetøjet. Spurtede de tre kilometer og ringede på hans dør. Drevet af en drivkraft, der i mere end én forstand var større end hende selv. Hendes hjerte.
»Jeg kan ikke forestille mig nogen større kærlighedserklæring end at finde sammen igen midt i, at ens udsigter ser så skrækkelige ud,« smiler Line Hoffmeyer om dét, der for to år siden førte hende og Lasse Rimmer sammen igen.
Frygten for, at de antistoffer, der pludselig havde invaderet hendes krop, truede med at afstøde hendes hjerte. Hendes transplanterede hjerte.
»Det var en meget akut følelse af, hvad jeg havde brug for. Og det var ham.«
Mere om det senere.
'Uhøjtidelig hjertetransplanteret kaostype med naiv tiltro til, at alting nok skal gå, og at der aldrig er langt til næste romkugle og rødvinsaften'.
Ved ikke, hvor længe hjertet slår
Sådan præsenterer den kendte influencer og blogger sig selv for sine hundredtusindvis af følgere på Instagram. Hvor hun med sin ukuelige tilgang til livet og sit eget livsvilkår er blevet et forbillede for mange, når hun åbenhjertigt deler det sjove. Og det svære. Planter tanker om vigtigheden af organdonation.
Nu sidder hun på sit forlag. Hvor hylder og kasser er fyldt med dén bog – 'en personlig fortælling' – hun netop har forfattet og som udkommer 1. oktober og emmer af præcis samme ukuelighed.
'Så længe dit hjerte slår' hedder den rammende titel. For hvor længe, ved Line Hoffmeyer ikke.
»Er det overhovedet et svar, man vil have? Har man godt af at få det svar for sig selv? For andre?« spørger hun da også, og læner sig ind over bordet, hvor antydningen af hendes ar fra transplantationen er synligt på brystbenet.
Burde ikke være ved bevidsthed
Hun var kun ni måneder gammel, da hun fik konstateret en hjertefejl, som hun kunne medicineres mod. Og bortset fra en årlig kontrol var hjertet ikke noget, hun bekymrede sig over.
Først da hun var 14 år gammel og blev akut indlagt, trængte alvoren ind i hende. Hjertets pumpefunktion var så lav, at hun ikke burde være ved bevidsthed. En hjertetransplantation var uundgåelig.
I første omgang blev Line Hoffmeyer dog sat på en ny medicinkur, som var effektiv nok til at holde hende kørende nogle år. Indtil den ikke var det længere, og hun igen blev indlagt akut. Som i virkelig akut.
Trods alvoren bobler hendes stemme med latter, når hun med sin jyske accent og store armbevægelser beskriver sit unge jeg.
Beskriver Line 18 år, der bare ikke vil lade det hjerte styre hendes liv. Hun vil feste. Have det sjovt. Ligesom alle vennerne.
Og slet ikke være hende, der var indlagt. Og var dødssyg.
»For det er ikke sådan, det skal føles at være 18 år. At være i hospitalstøj, være lænket til en seng og hele tiden overvåget af maskiner og læger,« mindes Line Hoffmeyer de gange, hvor hun mod lægernes anbefaling insisterede på at blive udskrevet. Selvom hun vidste, at det var alvorligt.
Døde i kantinen
Nytårsaftensdag 2011 fik Line Hoffmeyer indopereret en pacemaker. En hjertestarter. Effekten af medicin kuren var fadet ud. Pumpefunktionen faldet til 20 procent.
Allerede efter få dage ville hun hjem. Ville i skole ligesom alle de andre 3g'ere. Hendes venner. Og så døde hun. Blot få dage senere. Midt i gymnasiets kantine.
Tre gange forsøgte hendes pacemaker at genstarte hendes hjerte. Lykkedes først i det sidste forsøg, forklarede hendes læge på hospitalet. Og ville beholde hende natten over.
Men nej.
»Jeg tror bare, at jeg var så fokuseret på, at nu er jeg i live, og jeg ved ikke, hvornår det sker igen, og jeg ved ikke, om jeg overlever, hvis det sker igen.«
»Hvis der er en risiko for, at jeg skal dø i morgen, skal jeg kraftedeme ikke bruge den sidste dag her. Lad mig komme hjem og leve lidt, være sammen med mine veninder og min ekskæreste.«
»Op til at det skete, havde jeg hele tiden kunnet mærke i min krop, hvor galt det var. Og det gjorde det meget mere akut at komme hjem. Så ‘let’s go home’. Og så tog vi på Bone’s.«
Line Hoffmeyer griner. For det var præcis dét, hun gjorde. Tog stort set direkte på restaurant Bone’s med sin ekskæreste. Fejrede livet.
»Jeg føler, at det er noget af det, jeg som voksen godt kan misunde mit yngre jeg en lille smule. For jeg ville ikke tage det så bekymringsfrit nu. Det er mere på spil, når man har rundet 30. Der er meget mere fremtid, der er meget mere horisont på alting.«
Nyt og forelsket hjerte
Kun en måned efter sin død, vandt Line Hoffmeyer i det store donor lotteri. Fik efter et lille år på ventelisten, et nyt hjerte. En andens hjerte. Som hendes krop tog til sig, som var det hendes eget.
Hun var 19 år gammel.
Tre år senere – i 2015 – slog det pludselig hurtigt, da hun mødte og forelskede sig i komiker og tv-vært Lasse Rimmer, som hun i 2019 blev gift med.
Men – som de begge var åbne om på deres respektive sociale medier, og som blandt andet også B.T. skrev – var det efter to år pludselig slut, var deres forhold blevet for tumultarisk. De gik hver til sit.
På det tidspunkt havde Line Hoffmeyer i små ti år levet et fuldstændig normalt liv, som alle hendes venner og veninder. Hun var elsket og elskede. Hendes hjerte slog, alt indeni hende var godt og sundt. Det årlige tjek på hospitalet blot rutine.
Men for to år siden viste prøverne, at hendes krop var begyndt at danne antistoffer mod hjertet.
Svaret sendte rystelser gennem hendes ellers solide og ukuelige fundament.
»Det var en kæmpe forskrækkelse, og jeg havde akut brug for konkrethed, vished og tal så jeg kunne lande i det her chok,« forklarer hun om at afkræve lægerne et svar på, hvor længe hendes hjerte ville slå.
»Hvilket er paradoksalt. For jeg ved jo godt, at jeg har et andet hjerte, så det burde ikke komme som et chok, at der kan opstå noget efter ti år.«
»Men jeg havde bare nået at glemme alt om, hvordan det var at være syg. Havde vænnet mig til at være rask.«
Det var dén Line, der midt om natten løb over til sin eksmand. Han var den eneste, hun havde brug for.
Men selvom det føltes rigtigt igen at være i hinandens arme, havde de begge brug for at mærke efter. Være helt sikre på, at det ikke bare var sygdoms forskrækkelse og medlidenhed, der styrede deres hjerter.
»Men det var heldigvis af den rigtige grund,« smiler Line Hoffmeyer kærligt.
Ham jeg vil i havn til
Der var dog også endnu en væsentlig grund til at mærke efter i deres hjerter. Holde igen.
»Vi havde haft så meget tumult i vores parforhold, der havde været så meget frem og tilbage. Og det var ikke særlig fedt.«
»Så vi var meget opmærksomme på ikke at træffe en overilet beslutning, at holde det hemmeligt så lang tid som muligt, for der skal ikke være mere offentlig ballade med os.«
»Det var da pisseirriterende ikke bare at kunne være mega lykkelige oveni det mega svære. Men jeg tror, at vi var så optagede af ikke at træffe en overilet beslutning, at vi nok skubbede den længere, end vi behøvede.«
»For det er altid ham, jeg vil have. Når der er noget, jeg er rigtig glad for, vil jeg dele det med ham. Og når det er svært, er det ham, jeg vil i havn til. Og det var bare mit held, at jeg stadig kunne få det.«
Kærligheden lyser ud af de grønne øjne. Hun smiler.
»Det var meget held i uheld med de antistoffer,« siger Line Hoffmeyer og fortsætter:
»Jeg kan mærke, at lige nu er det bare dejligt, og så er jeg ligeglad med, om folk synes, at vi har lavet for meget tumult, og om de synes, at vi er irriterende. Fuck det. Nu er det dét her. Det er meget dejligt,« siger hun med ømhed i stemmen.
»Vi har aldrig haft det så godt.«
Hjertet er helet igen. Og antistofferne i ro. Hvor længe ved hun ikke. Har hun ingen garanti for. Og vil heller ikke have det.
»Det er bare dejligt at være i live,« stråler Line Hoffmeyer.
‘Så længe dit hjerte slår’ udkommer på Politikens forlag 1. oktober