Til februar starter kronprins Christian i Gardehusarregimentet.
Og her er de mere end klar til at tage imod den 19-årige tronfølger, lyder det nu fra hans kommende øverste chef.
»Det er en spændende opgave, som vi tager imod med glæde og ære. Jeg ser frem til, at Kronprinsen også kan få en god oplevelse som alle de andre soldater og få prøvet kræfter med soldatergerningen,« lyder det fra oberst Jørn Christensen.
B.T. møder obersten, der er chef for Gardehusarregimentet, til fredagens gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af det egyptiske statsbesøg.

Og Kronprinsens øverste chef i det kongelige regiment har også et særligt råd at give med på vejen, til når kronprins Christian starter som gardehusarværnepligtig i Slagelse.
»Det skulle være at nyde det. For han får en masse læring, han vil få en masse gode kammerater, så det er faktisk en win-win,« lyder det med et smil fra chefen.
Og skulle Kronprins Christian ønske at fortsætte sin militære uddannelse hos Gardehusarregimentet, så vil der også være rig mulighed for det.
»Han skal være så hjerteligt velkommen!« fastslår oberst Jørn Christensen.

Det er i al fald forventeligt, at Kronprinsen ikke blot nøjes med at tage sin værnepligt.
Men hvor og hvordan, den 19-årige tronfølger vælger at videreuddanne sig, står knap så klart.
»Man kan sagtens forestille sig, at han vil tage mere militær uddannelse, og formentlig skal han også tage en videregående uddannelse, sandsynligvis på universitet,« har kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen tidligere sagt til B.T.
»Men præcist hvad han vil studere og i hvilken rækkefølge, han vil gøre det, kan vi ikke sige for nuværende,« lød det.
Du kan genopleve og følge hele det egyptiske statsbesøg i B.T.s liveblog HER.