Kronprins Christian har meddelt, at han starter i Gardehusarregimentet til februar.
Men selvom det ikke nødvendigvis har været Kronprinsens eget ønske, så er det et smart valg af særligt to årsager, lyder det nu fra en kongehusekspert.
»Det har nok været en kombination af, hvad han selv har haft lyst til, og så hvad der er taktisk smart for Kongehuset,« vurderer kongehushistoriker Lars Hovbakke Sørensen.
Gardehusarregimentet er nemlig velkendte i befolkningen, da de deltager til royale begivenheder med deres »fantastiske heste og uniformer«.

Og på den måde vil Kronprinsen også kunne få mulighed for at komme i tjeneste overfor sine forældre.
»Det ville jo helt klart vække stor begejstring og opmærksomhed, og det har helt sikkert også været en af grundene til at vælge netop Gardehusarregimentet,« vurderer Lars Hovbakke Sørensen.
Kronprinsen kunne da også have valgt mellem et væld af forskellige militære uddannelser indenfor både Hæren, Flåden og Luftvåbenet.
Men her har der altså været endnu en vigtig overvejelse at gøre for Kronprinsen og Kongehuset.
»For de centrale personer i Kongehuset er det meget vigtigt at variere mellem de forskellige afdelinger, så de viser en interesse for hele Forsvaret,« forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
»Kronprinsen har også valgt helt anderledes end sin far, for da kong Frederik var kronprins, så startede han i Den Kongelige Livgarde,« minder han om.

I første omgang står Kronprinsen så nu til at færdiggøre sin værnepligt i Gardehusarregimentet.
For ifølge Lars Hovbakke Sørensen ville det være »meget usædvanligt, næsten utænkeligt«, hvis Kronprinsen skulle finde på at droppe ud undervejs.
»Man kan derimod sagtens forestille sig, at han vil tage mere militær uddannelse, og formentlig skal han også tage en videregående uddannelse, sandsynligvis på universitet. Men præcist hvad han vil studere og i hvilken rækkefølge, han vil gøre det, kan vi ikke sige for nuværende,« lyder det fra kongehuseksperten.
Hør alt om de kongelige i B.T.-podcasten 'Kongehuset bag kulissen' – herunder kan du høre seneste afsnit, eller find det der, hvor du hører podcasts.