På scenen har Kira Skov i årtier høstet succes, priser og applaus. 

Privat har historien været langt mere turbulent.

Den 50-årige sangerinde har flere gange fortalt om sin far, som ifølge hende var hendes mor utro, blev gift fem gange og senere udviklede et alkoholproblem.

Hans handlinger havde hun i mange år svært ved at forstå – og tilgive.

Men så skete der noget i Kira Skovs eget kærlighedsliv, som vendte op og ned på hendes syn på faren.

Det fortæller hun i et nyt interview med Kristeligt Dagblad:

»Da jeg så blev ældre og engang selv oplevede at forelske mig i en anden, mens jeg var i et forhold, tvang det mig til at blive mindre kategorisk og forstå, hvordan min far var endt der.«

Hvornår forelskelsen fandt sted, hvem hun dengang var sammen med, eller hvem hun forelskede sig i, kommer sangerinden ikke nærmere ind på.

Men kærlighed, svigt og turbulente relationer har flere gange fyldt i hendes liv.

Kira Skov har tidligere fortalt, at flere af de mænd, hun faldt for som ung, på forskellige måder mindede hende om hendes far.

I USA levede hun i et kompliceret forhold med en mand, der var voldelig. Senere forelskede hun sig i London i en mand med et stofmisbrug.

Siden fandt hun kærligheden med bassisten Nicolai Munch-Hansen. De var sammen i 13 år og fik sønnen Morgan.

I 2017 blev hendes liv dog vendt på hovedet, da Nicolai pludselig døde som 39-årig efter en fatal og utilsigtet blanding af nervemedicin og alkohol. Blot få måneder senere døde også hendes far. 

Efter de voldsomme tab fandt Kira Skov siden kærligheden igen med musikeren Silas Tinglef, som både hun og Nicolai havde kendt gennem mange år.

Men det var ikke uden svære følelser.

»Der er en del tabu forbundet med at være enke, for hvornår er det okay at gå ind i en ny relation? Derfor var det også svært for os at sige offentligt. Jeg elskede jo stadig Nicolai, hvordan kunne jeg så også elske en anden?« har hun tidligere fortalt til Alt.

I dag danner Kira Skov fortsat par med Silas Tinglef.

Og kærlighed, sorg og de mønstre, der har fulgt hende gennem livet, kommer også til at fylde i hendes kommende erindringsbog 'Liv forladt', der udkommer 22. oktober.