Kira Skov har overlevet ulykker, kræft og dødsfald i familien: ’Jeg er nødt til at finde det gode i tragedien’

Sanger Kira Skov har overlevet ulykker, kræft og dødsfald i familien. I hendes liv er sorgen alt for ofte kommet forbi. Hendes største sorg, at miste sin mand, hænger stadig i luften. Men hun oplever, at hun bliver et bedre menneske, hver gang hun overlever en tragedie

Den 20. februar 2017 om morgenen blev Kira Skov vækket til nyheden om, at hendes mand var død. At børnene Nora og Morgan havde mistet deres far.

Det var en utilsigtet kombination af stoffer og alkohol, der havde taget livet af ham.

»Jeg er for evigt mærket af det tab. Men med alt det, jeg har været igennem – og det er ikke småting – har jeg lært, at mit hjerte ekspanderer for hver gang.«

Hver gang tragedier har ramt hende, har hun opdaget, at hun bliver mere rummelig og får en større indsigt i andre mennesker.

Kira Skovs nyeste plade, som netop er udkommet, kalder hun et kærlighedsmanifest til sin afdøde mand.

»Jeg kan ikke forstå, at han aldrig kommer tilbage. Jeg skal lære det forfra hver dag, og jeg er stadig i chok, når jeg vågner om morgenen. Det er en lang proces at forstå, at nogen dør, når de er så unge. For mig er den plade en måde at være i dét, der er slut. Sangene er en form for samtale med ham, og i musikken får han en stemme efter sin død. Jeg forsøger at tegne et billede af, at han ønsker at vende om.«

Hårde odds

Hun er hardcore i tragedier. Har oplevet alt for mange af dem. I disse dage er det godt et år siden, at Nicolai Munch-Hansen døde. To måneder senere fulgte Kira Skovs far efter. For ni år siden fik hun kræft, og et hvidt ar i hendes pande vidner om en trafikulykke, hun engang var involveret i.

Tragedierne synes at stå i kø i sangerens liv. Alligevel er hun smilende og afslappet, da hun tager imod i sit lille haveforeningshus lidt syd for Københavns pulserende centrum.

Der er ro i huset og masser af musikinstrumenter. Der er stearinlys, der får lov at brænde lidt for langt ned. En flaske rødvin med en prop i. Et kunstnerisk rod danner rammen om hendes liv med børn.

Hendes egen start på livet var nok knap så idyllisk.

»Jeg stak meget ud i folkeskolen og kunne ikke kæmpe imod, at jeg var anderledes,« siger hun, mens hun lægger mascara, undskylder forsinkelsen og højlydt spekulerer over, hvordan det mon skal gå til sommer, når hendes søn begynder i skole og skal møde klokken otte – hver dag.

Kira Skov voksede op i Rødovre og gik i en folkeskole, hvor hun til den ene side havde udsigt til et helt almindeligt villakvarter og til den anden side projektbyggeri.

»Det var et hårdt miljø. Der var grønjakker, og det var socialt belastet. Jeg kan huske, at flere af børnenes forældre døde, mens vi gik i skole. Måske var det i tredje klasse – vi var rystede. Kunne forældre dø?«

Hjemme hos Kira Skov var der ikke nogen, der døde. Men hendes forældre var venstreorienterede og havde Land og Folk liggende på spisebordet. Kira Skov arvede overbevisningerne og tog dem med i skole.

»Jeg kom tit op at toppes med de andre i klassen, for jeg tog kampen op mod dem, der kom fra den anden side.«

Men det var ikke den eneste måde, hun stak ud på.

»Jeg lyttede til klassisk musik, mens de andre hørte Wham og Duran Duran. Når de gik op og skrev Wham på tavlen, skrev jeg Vivaldi. Jeg var kontrær.«

Som teenager fortsatte hun den både politiske og kontrære linje. Hun protesterede mod apartheid, gik på Christiania, fik piercinger og farvede sit hår. Men den musikalske linje fortsatte også i en retning, der hed Lennon og Pink Floyd, hvor hun særlig entusiastisk sang med på ’Another brick in the wall’.

Hun var oprørsk og forklarer det med, at hendes forældre gik fra hinanden, da hun var 10-11 år.

Efter skilsmissen blev hendes far, som altid var den, man ringede til, hvis man ville holde en fest, alkoholiker på fuld tid.

Når hun ser tilbage, var det en ulykkelig tid. Men når hun sang, følte hun en lettelse.

»At synge var min måde at holde det ud på. Når jeg var inde i den boble, behøvede jeg ikke at høre, hvad de voksne sagde.«

Da hun som teenager oplevede Prince i København, vidste hun, at dét, hun ville, var: at stå på en scene.

»Det var da en vej ud af Rødovre.«

Billet til et eventyr

Helt konkret var det en 17 år ældre kæreste, der viste hende vejen væk. Kira Skov var 17 år, da hun mødte Eve på Ladbrooke Grove-stationen i London.

»Han lignede en moderne Jimi Hendrix i præstekjole, med smykker og dreadlocks, og han inviterede mig på en bakke jordbær. Han lignede billetten til et eventyr.«

Det skulle vise sig, at manden ganske rigtigt var et eventyr, men i dag beskriver hun ham også som både ’voldelig og psykopat’.

Selvom hendes forældre var imod det, fulgte hun ham til USA, hvor hun boede de følgende år. Men da forholdet sluttede, vendte hun hjem til Danmark igen.

Ti år senere, efter hun havde slået dørene ind til samtlige danske spillesteder med bandet Kira and the Kindred Spirits, kaldte udlandet igen, da hun i 2008 blev ’opdaget’ af den engelske triphop-konge Tricky.

Tricky tog hende under sine vinger, og også han lovede at tage hende med ud i verden. Det gjorde han – til dels.

»Han var en legende i den lyd, men han var også svær at arbejde sammen med. Han manipulerede og spillede folk ud mod hinanden, og til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Det var heftigt,« husker hun.

Så da hun igen vendte hjem til Danmark, var det som solist.

Misbruget

»Jeg har vist en tendens til at falde for misbrugere, men jeg voksede jo også op med en far, der var alkoholiker.«

Selvom både Eve og Tricky falder i kategorien misbrugere, har hun stadig svært ved at sætte det mærkat på Nicolai Munch-Hansen.

»Når man vokser op med en bestemt adfærd som normal, er der en tryghed i det. Og omvendt: Det, som er normalt andre steder, er utrygt for mig,« forklarer hun.

»Jeg har arbejdet meget med det og været i 12-trinsprogram for voksne børn af misbrugere.«

Kun to måneder efter hun havde begravet sin mand, døde hendes far. Til trods for at Nicolai Munch-Hansen døde af en blanding af alkohol og stoffer, ser hun ham ikke som misbruger.

»At tage stoffer er ikke sort/hvidt for mig. Jeg kan godt se, det virker ekstremt for folk, der aldrig har prøvet det. Men han ledte nogle gange efter en pause, hvor han kunne ånde ud,« siger hun og sukker dybt som for at efterligne den afslapning, hendes mand fandt i stoffer.

De to mødtes, mens Kira and the Kindred Spirits eksisterede. Bandet manglede en bassist, og Nicolai Munch-Hansen kom med på en øver i et lille øvelokale i Smallegade. Samarbejde blev det ikke til – ved den lejlighed, men mødet blev alligevel afgørende.

»Tænk, at vi mødtes den ene gang, og så skulle han blive min skæbne,« funderer hun.

Hendes ansigt lyser op, når hun fortæller om næste gang, de to mødtes, selvom omstændighederne var usædvanlige.

»Det var til Grøn Koncert, hvor han kom gående med sin daværende kæreste. Jeg kan huske, der var træer og solskin. De havde Nora med i barnevogn. Jeg kan huske, at jeg sagde hej til Line og kiggede ned i barnevognen. Tænk at det barn, der lå dernede, to et halvt år senere også skulle blive mit,« siger hun med en stemme fuld af kærlighed.

En halvåben dør ind til et smårodet teenageværelse bevidner, at Nora og Kira Skov for alvor er blevet hinandens. Et år efter at Noras far døde, har hun stadig sit værelse i haveforeningshuset, selvom hun mest bor hos sin mor.

Et svært sind

»På den sidste plade, jeg lavede med Kira and the Kindred Spirits, kom Nicolai ind og afløste som bassist. Vi var draget. Vi ville hele tiden være sammen, og vi skrev sammen og mødtes. Jeg havde en anden kæreste, og det tog lidt tid, før jeg fandt ud af, at jeg var blevet forelsket i Nicolai. Det var faktisk alle andre, der så det før mig. Men en dag blev det uafviseligt. Vi var meget forelskede, og det var intenst. En euforisk tid, hvor vi spillede sammen og rejste. Han var så smuk og varm, og meget passioneret om sin musik. Det var altid alvor med ham og musikken, men vi blev et team, der ville noget sammen og udfordrede hinanden i musikken. Han kunne godt være hård, når der var noget, han syntes, at jeg kunne gøre bedre.«

Kira Skov vil hellere tale om den levende Nicolai end om den døde. Det er tydeligt, at han ikke var uden indre konflikter. At der nok er en sammenhæng mellem dét faktum og hans tidlige død, benægter hun ikke.

»Han var ikke typen, man havde lange samtaler med. Vi mødtes i musikken – det var vores fælles sprog. Det var også i musikken, han havde sine nærmeste venner.«

Hvor Kira Skov er typen, der gerne lige vil invitere venner på besøg, foretrak hendes mand, at det enten var andre musikere, som han kendte – eller slet ingen.

»Han syntes, det var anstrengende at være sammen med andre mennesker. Kun musikere slappede han af med. Han var kreativ og sensitiv, og sociale sammenhænge udmattede ham. Jeg tror, det var mig, der byggede bro mellem ham og den øvrige verden. Han havde svært ved at sætte ord på ting. Hvis man skulle forstå Nicolai, krævede det musikken. Den var indgangen til ham.«

Kira Skov nægter, at Nicolai Munch-Hansen tog en overdosis med vilje, men hun ved godt, at hans forhold til stoffer ikke var sundt.

»Han søgte de euforiske højder, hvor det hele brændte, og han søgte en pause fra hverdagen. Men at udfaldet skulle blive sådan, var aldrig hans intention,« slår hun fast.

Kira Skov ved udmærket, at hverdagene er en størrelse, man indimellem har lyst til at tage en pause fra, når den er madpakker, mødetider og meget andet, som kræver ansvarlighed.

»Men det er stadig ansvarsløst at gøre, når man har to børn,« siger hun og vender hovedet mod køkkenet og køleskabet med lapper og fotografier på.

I dag er Kira Skov den eneste forælder, som sønnen Morgan har, og hun er stadig en ekstra mor for Nora.

Hjertet ekspanderer

Hun synes stadig, hans død er meningsløs.

»Hvis man overhovedet skal se noget positivt i det, der er sket, er det, at Morgan måske får det samme ud af det som mig: Empati og en nuanceret virkelighedsopfattelse. Jeg er nødt til at finde det gode i tragedien.«

Da hun pludselig stod som enlig forælder midt i sorgen og skulle klare hverdag, karriere og at hjælpe to børn igennem en enorm sorg, var det musikken, hun vendte sig mod, ligesom hun gjorde i barndommen, når hun havde brug for at lukke de voksne ude.

»Min sidste plade skulle udkomme den dag, Nicolai blev begravet. Pladen var nærmest en slags forvarsel om dét, der kom. Den favnede alt dét, der var i vente. Det var ret specielt,« siger hun og undrer sig over den plade.

Kun to måneder efter hun var blevet alene, stod hun på scenen og spillede sange om sorg, tab, livets begyndelse og afslutning, som om pladen havde vidst, hvad hun ville gennemgå.

»Det var på sin vis let, for jeg skulle ikke forstille mig. Og så havde jeg et stort orkester bag mig, som bar mig igennem.«

Til gengæld har hun nu skrevet en bagudskuende plade om tiden efter, at Nicolai Munch-Hansen var væk. Hvor han var med til at lave pladen i 2017, har hun stået alene med den seneste plade, og den skulle oven i købet handle om det, der var sket.

»Det er ikke sådan, at jeg laver plader for at få det bedre,« svarer hun på spørgsmålet, om hun simpelthen laver en ny plade, hver gang hun står i en livskrise.

»Jeg laver bare ALTID plader. Også midt i en stor livskrise som nu er det den ting, jeg KAN gøre. Hvad skulle jeg ellers gøre,« spørger hun mest sig selv.

»Det er sådan, jeg kanaliserer det ud. Jeg skaber noget meningsfuldt. I begyndelsen var jeg desperat. Nu er der gået et år, og jeg er begyndt at opdage, at han stadig er her. Vi spiller hans musik, og jeg ser stadig vores fælles venner. Jeg ser ham i Nora og Morgan, og han er jo stadig i vores hjem,« siger hun og kigger rundt på billederne på væggene.

»Jeg vil ikke glemme ham. Det ville være at devaluere vores kærlighed. Han skal ikke fortrænges. Jeg vil hellere bære ham med mig, for jeg elsker ham stadig.«