Kesi plejer gerne at være blandt de mest streamede artister herhjemme.

Men nu kan den danske rapper med det borgerlige navn Oliver Kesi Chambuso fejre en ny rekord – sågar en verdensrekord.

Kesis nye album er nemlig kommet på Spotifys liste over de mest streamede nye albums i hele verden.

Det deler streamingtjenesten selv i et opslag på Instagram tirsdag.

Her på en 10.-plads på listen over de albums, der har haft den stærkeste debut på verdensplan i weekenden, finder man således Kesis nye album 'Men så kom i morgen'.

Kesi er kommet på Spotifys fornemme liste over verdens mest streamede nye albums for denne weekend. Foto: Spotify
Kesi er kommet på Spotifys fornemme liste over verdens mest streamede nye albums for denne weekend. Foto: Spotify

Overfor TV 2 understreger Soundvenues musikskribent Jacob Lomholt da også, at verdensrekorden er »bemærkelsesværdig«.

»Det er vildt, for det er ikke sket særligt mange gange før,« lyder det her fra musikskribenten.

Han giver fortjenesten til Kesis denne gang mere poppede, danske lyd og hans omfattende kampagne for at skabe hype og mystik op til udgivelsen.

For vurderingen fra musikjournalisten er altså, at de prangende lyttertal til den nye, dansksprogede udgivelse stammer fra danskere.

Men til gengæld rigtigt mange af dem.

Millionerne ruller ind hos den 33-årige Kesi, der kan fremvise sit bedste resultat nogensinde.
Millionerne ruller ind hos den 33-årige Kesi, der kan fremvise sit bedste resultat nogensinde. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

For nylig kunne Spotify da også afsløre, at danske kunstnere sidste år slog rekord.

Samlet set er de danske musikere nemlig aldrig blevet udbetalt mere, end de blev i 2025.

Hele 363 millioner kroner måtte Spotify nemlig punge ud med i royalties til danske kunstnere.

Kesi har endnu ikke udgivet sit årsregnskab for 2025, men året forinden slog den storstreamede rapper altså sin egen personlige rekord med et overskud på mere end 4,3 millioner kroner.

Kesi har da også haft kronede dage de sidste par år.

Den 33-årige rapper har blandt andet fortalt om at investere i aktier og forskellige projekter ved siden af sin musikkarriere i håbet om at opnå økonomisk uafhængighed. Læs mere om det HER.