Vidste du, at Keld Heick har arbejdet på en stripklub? Eller medvirket i en sengekantsfilm?
I forbindelse med Keld og Hilda Heicks aktuelle afskedskoncert, har B.T. mødt dansktop-ægteparret til en snak om karrierens op- og nedture.
I denne artikel fokuserer vi på et par af Keld og Hildas mere overraskende job.
I 2024 medvirkede Hilda blandt andet højst uventet på den unge rapper Marcus.wavs album 'En sød lille én', hvor man kan høre hende snakke/rappe på titelnummeret, der åbner albummet.
»Jeg kendte ham ikke. Han skrev en dag og spurgte, om jeg ville være med, og jeg tænkte først, at det måtte være en fejl. Om det ikke var min datter, han ville snakke med?,« griner Hilda og fortsætter:
»Det var det så ikke, og så endte det med, at jeg sagde ja. Jeg var med til flere møder og var med til at afslutte produktionen. Jeg tænkte 'hvad laver jeg her?', men det var nogle rigtig søde mennesker.«

Keld har også haft et par overraskende job gennem tiden.
For det første kunne man i 1971 se ham på rollelisten i det erotiske danske lystspil 'Tandlæge på sengekanten'.
»Haha, det havde jeg helt glemt,« lyder det først fra Keld, der hurtigt slår fast:
»Jeg var ikke med i nogle frække scener.«
Hilda indskyder:
»Nej, du var med som musiker. Du og Donkeys (Keld Heicks daværende band, red.) skulle spille til en fest i filmen.«
Hun tilføjer:
»Det morede vi os lidt over. Det var anden tid.«

Og så er det, at Hilda kommer i tanke om et andet pikant job fra starten af 1970'erne, da de lige havde fået deres datter Annette.
»Man havde kun 14 ugers barselsorlov dengang, og da jeg skulle tilbage på arbejde, kunne vi ikke få nogen pasningsordning til hende,« husker Hilda tilbage og fortsætter:
»Så sagde Keld, at han havde fået tilbudt at spille på Valencia, en stripbar, der lå inde ved Vesterbros torv. Der kunne han spille om aftenen og så være hjemme hos Annette om dagen.«
Hilda tilføjer med et grin:

»Så han tog jobbet, og hver aften fik han et lift hjem af en af de frække damer.«
Keld husker en aften på Valencia, hvor han hjalp en jysk familie, der var kommet på afveje.
Et svensk firma havde overtaget stedet og ville omdanne det til en danserestaurant, men der foregik stadig frække ting om aftenen.
»Det var jo en fræk natklub. De havde nogle damer, der blev solgt for et vis antal kroner på øverste etage,« forklarer Keld.

»Den her søde unge familie kom ind med deres lille dreng. Jeg tænkte 'hold da op. Er de klar over, at når vi var færdige med at spille, så kom der striptease?',« fortæller Keld og fortsætter:
»Så da vi havde pause, gik jeg ned til dem og sagde: 'Det er ikke noget, jeg har noget med at gøre, men der kommer altså striptease, når vi er færdige med at spille. Og det kan jeg ikke forhindre'.«
Han griner.
»'Uh ha! Tak skal du have'. Så tror jeg, vi siger tak for i aften', sagde familien og smuttede ud igen.«
Keld og Hilda Heick har efter 45 år sammen i showbusiness valgt at indstille deres karriere.
I den forbindelse kan du blandt andet læse om:
Keld Heick fik tårer i øjnene, da han fik brev fra kong Frederik