Katherine Diez er kommet langt, siden hun og Adam Price gik fra hinanden i starten af året.
Det fortæller den skandaleramte influencer i et nyt opslag på Instagram.
Her beskriver Katherine Diez, hvordan hun i weekenden tog til Marbella og tjekkede alene ind på selvsamme hotel, hun og Adam Price tidligere har ferieret på.
»For at holde miniferie med mig selv på det hotel, hvor jeg for to og et halvt år siden boede med den mand, jeg elskede højere, end jeg elskede mig selv,« skriver Katherine Diez i det nye opslag.
»Nu elsker jeg mig selv højt nok til at bo her alene og gå ud med venner, der bor hernede, om aftenen, og ligge ved poolen med min venindes nye, livagtige digtsamling om dagen,« lyder det videre.
Katherine Diez beskriver også, hvordan hun i starten af året »lå i sengen og ønskede at forsvinde«.
I sin bog 'I egen barm' forklarede hun ligeledes, at hun var i sit livs lavpunkt og havde lyst til at dø, da hun og Adam Price gik fra hinanden i februar efter omtrent to års turbulent forhold, som de siden begge har bekræftet var plaget af ikke mindst utroskab.
For dengang levede Katherine Diez for forholdet med tv-kokken, men siden har hun arbejdet med sig selv, blandt andet gennem tilblivelsen af sin udskældte bog, som Adam Price var stærkt utilfreds med og mente krænkede hans privatliv.

Men nu har Katherine Diez for alvor lært, at hun må elske sig selv først.
»Jeg går forbi spejle og standser op og ser mig selv i øjnene, som om jeg har fået en ny, bedste veninde, og jeg har en pagt med hende om, at vi skal passe på hinanden, til vi engang dør, gamle og lykkelige,« skriver Katherine Diez i sit nye opslag.
For én ting har hun lært siden forholdet med Adam Price.
»Kærligheden er nemlig kun en killer, hvis det ikke er kærligheden, man har til sig selv, der er størst, har jeg fundet ud af i år,« skriver hun.
Senest der var nyt i sagen, var da en TV 2-chef viste sin støtte til Katherine Diez, men pludselig trak den tilbage igen. Læs mere om det HER.