»Lyt til hende. Hun er i gang med at udføre en ekstremt modig handling. Hun ved mere, end hun siger.«
Sådan skrev TV 2-redaktøren for Go' morgen Danmark og Go' aften Live, Henriette Ladegaard Pedersen, i en kommentar til et Instagram-opslag fra den tidligere litteraturanmelder Katherine Diez den 24. november.
Opslaget fra Diez handler om budskabet i bogen, ‘I egen barm’, hvor Diez fortæller om sin meget omdiskuterede plagiatag og udleverer slibrige detaljer om sit sexliv og utroskabsprægede forhold med den folkekære tv-kok Adam Price.
Men pludselig var kommentaren fra Ladegaard ikke længere til at finde.

Det fik Katherine Diez til offentligt at efterlyse ‘kvinden’, der havde skrevet den opbakkende kommentar.
I B.T.s mediepodcast Q&CO forsøger Henrik Qvortrup at komme til bunds i, hvorfor en TV 2-chef offentligt tilkendegiver sin støtte til en kilde, der er blevet interviewet i samme program, som TV 2-chefen er redaktør for, nemlig Go’ aften LIVE.
I studiet er tidligere vært på netop Go' morgen Danmark, Morten Resen. Han er ikke er i tvivl om, at han ikke ville have været tilfreds med en ‘partisk’ chef, hvis han stadig var vært.
»Det er ikke optimalt, at man som ansat på et program har en chef, der ytrer for mange personlige holdninger om noget, man også behandler i programmet,« lyder det fra Resen.

Til B.T. bekræfter Henriette Ladegaard, at hun skrev kommentaren og kommer med denne forklaring:
»Det var mig, der skrev beskeden. Jeg gjorde det, fordi opslaget på et overordnet plan handlede om et emne, der privat ligger mig meget på sinde. Men da jeg hverken kender noget til forholdet imellem Diez og Price eller synes, det er noget, jeg skal have en mening om i mit professionelle virke, slettede jeg kommentaren igen af egen drift.«
Lyt til denne uges afsnit af Q&CO, hvor Henrik Qvortrup kan fortælle at flere nuværende medarbejdere på TV 2 har udtrykt utilfredshed med Henriette Ladegaards stillingtagen.
Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: