Katherine Diez og Adam Price dannede par i små to år.

Men faktisk nåede den 35-årige kulturskribent og den 57-årige tv-kok at gå i en periode, hvor de troede, at de ventede barn sammen, afslører Katherine Diez nu i sin nye bog 'I egen barm'.

For allerede et år inde i parrets forhold fandt Katherine Diez sidste sommer ud af, at hun var gravid. 

Hendes menstruation var forsinket, og på toilettet hjemme hos sin mor viste graviditetstesten pludselig positiv.

Adam Price har sagt, at han ikke genkender Katherine Diez' udlægning af sig selv og deres forhold i bogen, ligesom han mener at have fået krænket sit privatliv uden sit samtykke.
Adam Price har sagt, at han ikke genkender Katherine Diez' udlægning af sig selv og deres forhold i bogen, ligesom han mener at have fået krænket sit privatliv uden sit samtykke. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge bogen var det dog kun Katherine Diez selv, der var glad for udsigten til at skulle skabe evige familiebånd til Adam Price.

»Hver gang Adam sagde, at vi var nødt til at tale alvorligt om, hvad vi skulle stille op, fik jeg et hysterisk anfald. Jeg ville beholde det barn,« skriver Katherine Diez i sin nye bog.

Hun skulle være blevet lovet fra start, at Adam Prices alder og store børn ikke skulle forhindre hende i at få sine egne børn.

Men så lød undskyldningen alligevel, at Adam Price var for gammel, mens hun selv var for syg - af spiseforstyrrelse og depression - til, at de kunne blive forældre sammen.

Til sidst blev beslutningen dog taget for dem. 

For graviditeten kunne ikke fuldbyrdes.

»Graviditeten var uden for livmoderen. Han var lettet. Jeg var knust,« skriver Katherine Diez.

Hun slutter kapitlet med, at hun efterfølgende måtte på hospitalet og have opereret sin ene æggeleder ud, hvor graviditeten havde sat sig. Og igen følte hun sig tom.

Adam Price har sagt, at han ikke kan genkende sig selv i Katherine Diez' nye bog, samt at den krænker hans privatliv og er blevet til uden hans samtykke. Læs mere om det HER.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Adam Price til bogens indhold. 

Katherine Diez' nye bog 'I egen barm' er udkommet i dag tirsdag fra Peoples Press.