»Kære Lars Løkke Rasmussen, dette er min 3. appel til dig. (Foregående blev sendt direkte til dig 9/12 og 11/12). Vil du ikke nok hjælpe Elvira?«

Sådan afsluttede mor til Elvira Pitzner, Katerina Pitzner, et Instagramopslag mandag. Siden Elvira Pitzner blev tilbageholdt i Dubai 1. december har hun brugt de fleste af sine kræfter på at få sin datter hjem fra De Forenede Arabiske Emirater gennem både diplomati og jura. 

Nu kunne noget tyde på, at hendes bønner til udenrigsministeren er blevet hørt. Lars Løkke Rasmussen har i hvert fald modtaget appellen - og svaret på den. 

»Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget et venligt og diplomatisk brev fra Lars Løkke Rasmussen. Han forsikrer mig om udenrigsministeriets opmærksomhed på sagen,« skriver Katerina Pitzner i en sms til B.T.

Thalia, Katarina og Elvira Pitzner.
Thalia, Katarina og Elvira Pitzner. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I brevet lover Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende ikke meget, men selve opmærksomheden fra diplomatiets top, er noget Katerina Pitzner har efterspurgt længe.

»Selvom det ikke får min datter hjem til Jul, er jeg taknemmelig for at både udenrigsministeriet og generalkonsulatet er nærværende under sagsforløbet,« skriver hun til B.T.

Elvira Pitzners familie er ikke de eneste, der får et længeventet svar fra udenrigsministeren. 

5. december stillede Peter Kofoed (DF) et åbent spørgsmål om sagen i Folketingets udenrigsudvalg. 

»Hvad har regeringen gjort for at få udleveret danskeren Elvira Pitzner fra De Forenede Arabiske Emirater, hvor hun er anholdt og anklaget for utroskab og risikerer flere års fængsel?,« spurgte han.

Torsdag fik Lars Løkke Rasmussen endelig tid til at svare på spørgsmålet.

»Udenrigsministeriet yder konsulær bistand til to danske statsborgere og deres pårørende i sagen. Udenrigsministeriet er også i dialog med de lokale myndigheder om sagen. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan ikke oplyse yderligere.«

Katerina Pitzner har tidligere udtalt, at både hende og Elvira har accepteret, at hun ikke kommer hjem til jul i år. Derfor fokuserer moren på at give sine resterende tre børn en god jul.