Julia Sofia Aastrup og Mark Abildhauge har taget et stort skridt i deres forhold.

Den 24-årige influencer og den 48-årige tv-træner skal nemlig flytte sammen i et hus i Greve, fortæller de onsdag til B.T. på den røde løber ved gallapremieren for tredje sæson af 'The Mandalorian'.

»Vi flytter fredag, regner vi med,« lyder det fra Mark Abildhauge, hvortil Julia Sofia Aastrup uddyber:

»Vi har været i huset hver dag i en uge og er langsomt kommet på plads. Det sidste, vi mangler at rykke, er sengen, og så er det for good. Det er meget voksent.«

Parret, der for knap to måneder siden bekræftede deres forhold til B.T., mødte hinanden gennem 'Vild med dans'-stjernen Frederik Nonnemann for to år siden.

Det var til en privat premierefest for TV 2-programmet 'Korpset', som Nonnemann i 2021 medvirkede i.

Her havde Mark Abildhauge stået for at træne danseren op til militær-tv-programmet, mens Frederik Nonnemann i 2017 dannede et tæt venskab med Julia Sofia Aastrup, da de var partnere i 'Vild med dans'.

Arkivfoto fra da Julia Sofie Aastrup og Frederik Nonnemann var med i 'Vild med dans' i 2017.
Arkivfoto fra da Julia Sofie Aastrup og Frederik Nonnemann var med i 'Vild med dans' i 2017. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Selv havde danserne dog ikke forudset, at der skulle blive et par ud af tv-træneren og influenceren.

»Ikke umiddelbart. Det tror jeg ikke rigtigt, nogen havde,« fortæller Frederik Nonnemann, der fulgtes til premieren med kæresteparret.

I godt halvandet år var der da heller ikke mere end venskab mellem Julia Sofia Aastrup og Mark Abildhauge, der dog langsomt fik øjnene op for hinanden.

»Vi har egentligt bare fundet ud af, at vi klikker rigtig godt på rigtig mange planer og har nogle værdier, vi begge går op i. Det gik bare op i en højere enhed lige pludselig af uforklarlige årsager,« har tv-træneren tidligere fortalt om udviklingen af venskabet.