Han har nemt til latter. En let og legende tilgang til liv og arbejdsliv, hvilket har gjort ham til en af de mest populære tv-værter herhjemme.

Men inde under den glade facade har Joakim Ingversen en lille drøm. En lille usædvanlig drøm.

»Jeg er besat af keramik lige for tiden, så jeg gad virkelig godt lave et keramikprogram,« siger han. Og lyder helt salig.

Som du forleden kunne læse i B.T.s store interview med den populære tv-vært – der lige nu er aktuel i DRs nye underholdningsprogram ‘Stjerneklar’ – har hans vej ind i medieverdenen været tilfældig.

Været noget, der ligesom bare kom dumpende ned i hans turban, uden at han har gjort en indsats. Er gået efter det.

Men at han elsker det, lægger han ikke skjul på.

Joakim Ingversen er – med programmer som 'Den store junior bagedyst' og 'Alle mod én' – havnet på præcis dén hylde, han befinder sig bedst på.

På sin vej har den populære tv-vært dog også fundet tid til et par små sidespring. Som skuespiller. Dog ikke med helt samme succes, må han blankt erkende.

En nøgen Joakim Ingversen i filmen 'Lev stærkt', hvor han spillede over for blandt andre Jakob Oftebro og Cyron Melville.
En nøgen Joakim Ingversen i filmen 'Lev stærkt', hvor han spillede over for blandt andre Jakob Oftebro og Cyron Melville. Foto: Henrik Petit/Nordisk Film
Vis mere

»Jeg var med i en film, der hedder 'Lev stærkt' (i 2014, red.), og jeg føler lidt, at alle andre, der var med i den, har haft en bragende skuespilkarriere efterfølgende.«

»Så det kan godt være, at jeg bare ikke har været god nok. Det tænker jeg tit,« griner Joakim Ingversen og remser sine kolleger i den danske ungdomsfilm op:

Danica Curcic, Jakob Oftebro, Cyron Melville. Som alle ganske rigtigt er steget til tops på stjernebarometret siden.

»Og så er der mig. Som der fandeme ikke er nogen, der ringer til,« griner han videre.

»Jeg gad virkelig godt spille skuespil, for jeg synes, at det er spændende. Men det ville kræve, at jeg skulle øve mig, få noget træning. For jeg kan godt selv se, at de lige var så meget bedre end mig,« indrømmer han. Uden skam.

Til gengæld er Joakim Ingversen god til at spille sig selv. I rollen som tv-vært. Og det er trods alt også noget, når man som han er ordblind.

Som vært på DRs store underholdningsprogrammer er Joakim Ingversen landet på præcis den hylde, han befinder sig bedst på.
Som vært på DRs store underholdningsprogrammer er Joakim Ingversen landet på præcis den hylde, han befinder sig bedst på. Foto: PR/Heart Made Management
Vis mere

»Jeg er ordblind og har overhovedet ikke haft det nemt i skolen, og jeg har derfor nok heller aldrig syntes, at det var så spændende,« fortæller Joakim Ingversen, hvis lærere havde svært ved at forstå, at sådan én som ham lærte ved hjælp af billeder.

»Det er sådan, jeg husker en tekst. I billeder, ikke i ord.«

Set i det lys virker det logisk, at hans vej i livet blev én, hvor der var fokus på det visuelle. At fortælle i billeder.

Og selvom han i dag i sin hverdag ikke længere tænker specielt meget over sin ordblindhed, vil han gerne italesætte den.

»Jeg er blevet hurtig til at sige det selv. For eksempel er 'Stjerneklar' produceret af Mastiff, som jeg ikke har lavet så meget med før.«

»Så det første, jeg siger, er 'I skal bare vide, at jeg er ordblind, så jeg har svært ved at læse',« fortæller Joakim Ingversen og fortsætter:

»Alle respekterer det, og det har aldrig været noget problem, og derfor vil jeg gerne stå på mål for alle andre unge mennesker, der er ordblinde og tænker 'nu kan jeg ingenting'.«

»Man kan det hele. Det er jeg beviset på.«

Som nævnt er Joakim Ingversen gået fra succes til succes. Inden for underholdningsprogrammer.

Men spørger man ham, om han drømmer om at lave noget mere seriøst, er dét, at keramikken kommer på banen.

Joakim Ingversen og Sofie Linde deler deres passion for keramik.
Joakim Ingversen og Sofie Linde deler deres passion for keramik. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Det er nemlig blevet hans helt store passion.

»Jeg skal for eksempel ind og åbne en ovn om lidt, men jeg er nødt til at vente, til graderne kommer ned, for man må ikke åbne for tidligt. Og det kan jeg nærmest ikke vente på,« siger han med begejstring i stemmen om sin nye hobby.

»Det er jo noget helt andet, man kommer nærmest i en zen-tilstand ved at lave sådan noget med sine hænder, som jo er noget helt andet end vores arbejde.«

»Sofie laver det også og er pissedygtig til det. Det er noget helt andet for os, og det er noget, vi laver sammen,« fortæller Joakim Ingversen.

Og den passion kunne han godt tænke sig at tage med ind i sin tv-verden.

»For hele den verden er så spændende. Nærmest en videnskab. Der er de gamle keramikere med deres måde at dreje ting på. De nye, som gør det på anden måde.«

»Og så er der glasurerne. Der er jo japanere, der går i graven med deres glasur-blandinger,« siger han med hovedrystende fascination.

»Det er en meget fascinerende verden, synes jeg, og jeg gad godt lave noget tv, hvor man rigtig kom ned i emnet.«

»Så skulle jeg lave noget mere seriøst, tror jeg, at det ville være sådan noget.«