Jim Lyngvild missede i sommer muligheden for at blive nordfynsk slotsejer.

I podcasten 'Det vi taler om' kalder han det for et 'vanvittigt' forløb, men afslører samtidig, at han til sommer i stedet kaster sig ud i et nyt slotseventyr.

Tilbage i juli lød det i pressemeddelelse, at Jim Lyngvild og Trine Jepsen var de nye ejere af Harridslevgaard Slot ved Bogense på Nordfyn.

Noget gik imidlertid galt. 

For et par måneder senere droppede de købet, og nu lød det i stedet, at Hummel-milliardæren Christian Stadil var den nye ejer – dog stadig med Jim Lyngvild og Trine Jepsen som ejere af en stor del af den omkringliggende jord.

Jim Lyngvild ser tilbage på forløbet i det seneste afsnit af podcasten 'Det vi taler om'.

Han har ikke lyst til at uddybe præcis, hvorfor de i dag ikke står som ejere af Harridslevgaard, men tilføjer:

»Jeg har valgt at sige: Det her sted har trukket så mange tænder ud på mig, på Trine, på min mand Morten. På alle omkring. Vi har været lige ved at bryde sammen, på grund af alt hvad der er sket, og alt hvad vi har lagt i det. Så vi vil faktisk ikke bruge mere tid på dårlig energi.«

Jim Lyngvild fortæller, at sagen om Harridslevgaard Slot har trukket tænder ud. 
Jim Lyngvild fortæller, at sagen om Harridslevgaard Slot har trukket tænder ud.  Foto: Anthon Unger
Vis mere

Han fortæller videre, at drømmen i første omgang var at skabe en stor turistattraktion på Nordfyn.

Derudover var ideen på sigt at lave en skole for børn med særlige former for autisme og særkompetencer, som han mener bliver tabt i det almindelige skolesystem.

Jim Lyngvild sagde allerede i september, at han håbede at kunne få et samarbejde op at stå med Christian Stadil – og det holder han fast i. 

Han ved dog endnu ikke, hvad han kan bruge slottes omkringliggende jord til – eller om han kan finde ud af noget med Christian Stadil, og derfor afslører han i 'Det vi taler om', at han i stedet har kastet sin kærlighed på et andet nordfynsk slot.

Harridslevgaard Slot fotograferet i julen 2008.
Harridslevgaard Slot fotograferet i julen 2008. Foto: Scanpix
Vis mere

»Jeg smider sgu slæberne ind på Dallund slot til sommer,« fortæller Jim Lyngvild og tilføjer, at der ikke er tale om et nyt slotskøb, men et samarbejde med slottets ejer om at lave et endnu ikke færdigudviklet koncept.

Jim Lyngvild tilføjer, at han i starten af 2024 derudover har planer om at lancere et bind på fire bøger om sin forfædres vilde historie.

Han har fundet ud, af at hans farfar, oldefar og tipoldefar var 'Københavns største gangstere' i den første halvdel af forrige århundrede og med hjælp fra en journalist udfolder han nu deres historie – en historie som selskabet Zentropa allerede har købt filmrettighederne til.